Poul Madsen stopper som chefredaktør for Ekstra Bladet
Siden 2007 har Poul Madsen personificeret Ekstra Bladet som den frække dreng i klassen.
Ekstra Bladets chefredaktør gennem mere end et årti, Poul Madsen, fratræder nu posten med øjeblikkelig virkning for at få mere tid til familien. I stedet overlades styringen til Pernille Holbøll og Kristoffer Eriksen.
Det fremgår af en intern annoncering hos JP/Politikens Hus. Dermed siger mediekoncernen farvel til en af sine mest erfarne topledere midt i bestræbelserne på at ekspandere forretningen internationalt, omstille sig til den digitale tid og hæve den samlede omsætning fra 3 til 5 mia. kr. inden 2025.
»Jeg står et helt nyt overraskende sted i mit liv, hvor jeg tidligere havde besluttet, at jeg VAR Ekstra Bladet. Nu vil jeg være Friedas far og Helenes mand,« forklarer Poul Madsen, der dog fortsætter som skribent og debattør i spalterne.
Han afløste Hans Engell i Ekstra Bladets hjørnekontor på Rådhuspladsen i København i 2007 efter at have bevist sit værd som anfører for gratisavisen 24timer i forbindelse med den danske mediebranches fælles kamp for at fordrive det islandske indtog, Nyhedsavisen, fra markedet.
Forinden udmærkede Poul Madsen sig som journalistisk chefredaktør på Ekstra Bladet med ansvaret for den undersøgende journalistik og som chef for TV2 Nyhedernes redaktion i København.
Poul Madsen - der næste forår fylder 60 - er udover erfaringen kendetegnet ved at være et humørfyldt og farverigt væsen, der akkurat som Ekstra Bladet ofte har gjort en dyd ud af at være den frække dreng i klassen.
Senest er det kommet til udtryk ved, at chefredaktøren på lederplads højt og helligt afslog at tage imod en hjælpepakke under krisen for at værne om sin uafhængighed af staten. I en situation, hvor mediekoncernens to øvrige bærende søjler, Jyllands-Posten og Politiken, gjorde det stik modsatte.
I det hele taget er Poul Madsen selv havnet på forsiden med hyppige mellemrum hos konkurrenterne. I efteråret klagede 46 nuværende og tidligere medarbejdere over en sexistisk kultur under hans ledelse, hvilket fik Politiken til at afsløre, at chefredaktøren i 2017 forfremmede en mand, selv om en kvindelig ansat undervejs i processen gjorde Poul Madsen opmærksom på, at hun var blevet seksuelt chikaneret af den pågældende mellemleder og derfor opsagde sin stilling i protest.
På tilsvarende vis har Poul Madsen måttet forklare og forsvare Ekstra Bladets indbringende sexannoncer og kviklånsguides, alt imens han i sagens natur også har haft nok at se til i kampen om at fastholde læserne og de høje trafiktal på EB.dk i kampen mod navnlig BT og Facebook.
Bestyrelsesformanden for JP/Politikens Hus, Lars Munch, betegner Poul Madsen som en institution i dansk presse.
»Han har alle årene investeret sig selv med hud og hår. Det er ikke en post, hvor man får mange venner. Hans energi, engagement og viljestyrke har været helt afgørende for at gøre Ekstra Bladet til et af Danmarks absolut førende digitale nyhedsmedier – som samtidig udgiver en af landets vigtigste aviser på papir,« lyder det fra Lars Munch i en pressemeddelelse.
I forbindelse med Poul Madsens afgang har også kommerciel direktør Claus Rothoff Brix ønsket at fratræde. Samtidig stopper Ekstra Bladet med at bringe sexannoncer.

