Facebook tillader brugerne at opfordre berømtheder til at dø
Der er forskel på beskyttelsen af offentlige og private personer på Facebook, fremgår det af en lækket guideline til moderatorer.
Selv om Facebook forsøger at værne offentlige personer mod hadefulde beskeder på verdens største sociale medie, er der grænser for beskyttelsen.
Derfor risikerer alt fra lokalpolitikere til superstjerner at blive angrebet på måder, som Facebook ikke tillader over for sine ukendte brugere.
Det skriver The Guardian på baggrund af en intern guideline, som er blevet lækket til det britiske dagblad.
Af guidelinen fremgår det blandt andet, at offentligt kendte personer i modsætning til private personer ikke beskyttes mod ”calls for death” - altså verbale opfordringer til at dø i stil med ”gå ud og hæng dig selv”.
Forskelsbehandlingen skyldes, at der ifølge det sociale medie ikke er tale om målrettede angreb på offentlige personer, så længe de ikke bliver tagget i opslaget.
»Vi ønsker at tillade diskussioner, hvilket ofte inkluderer kritiske kommentarer over for folk, der optræder i nyhederne,« forklarer Facebook angiveligt til sine moderatorer i den interne guideline.
Det seneste år har der været voldsomt fokus på Facebooks tiltag over for hadefuldt og diskriminerende indhold. Det førte i sommeren 2020 til en international boykot blandt annoncørerne og har sidenhen resulteret i oprettelsen af ankenævnet Oversight Board med Danmarks forhenværende statsminister, Helle Thorning-Schmidt, i spidsen.



