Tech

Twitter-aktier tager stort dyk efter skuffende regnskab

Den store aktivitet på Twitter fortsætter næppe i 2021, mener analytiker. Og det ventes at ramme selskabet.

Foto: Bloomberg photo by Gabby Jones

Det sociale medie Twitters aktier er faldet ni procent i eftermarkedet natten til fredag, efter at selskabet er kommet med nedslående prognoser for det kommende kvartal.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters på baggrund af Twitters regnskab for første kvartal, som er kommet torsdag aften dansk tid.

Twitters omsætning og brugertal var i kvartalet nogenlunde i overensstemmelse med forventningerne.

Men tallene var ifølge Reuters langtfra lige så imponerende som Facebook og Alphabets regnskaber denne uge. De baserer ligeledes en stor del af deres forretning på onlinereklamer.

Samtidig ventes Twitter at skulle kæmpe med stigende omkostninger og lavere brugervækst i det kommende kvartal, hvor coronapandemiens indflydelse ventes at mindskes.

- Den eksplosive vækst, som Twitter oplevede i løbet af pandemien, aftager ganske meget i efterdønningerne på et begivenhedsrigt 2020, siger Haris Anwar, som er senioranalytiker hos selskabet Invest.com, til Reuters.

- Her havde mediet nemlig stor gavn af det amerikanske valg og pandemien, tilføjer Anwar.

Twitters samlede omsætning i kvartalet er steget til 1,04 milliarder dollar (knap 6,4 milliarder kroner). Det er en stigning på 28 procent i forhold til samme kvartal sidste år.

Overskuddet er ifølge nyhedsbureauet AFP på 68 millioner dollar (knap 420 millioner kroner). Sidste år var der et lille underskud på otte millioner dollar.

Twitter-topchef Jack Dorsey forklarer, at væksten er "drevet af løbende produktforbedringer og den fortsatte globale samtale om aktuelle begivenheder".

Twitter er for meningsdannere og beslutningstagere blevet et vigtigt forum for politisk debat.

Den løbende udfordring for selskabet har været også at komme ud til et større publikum.

Nogle analytikere mener, at markedets reaktion på Twitter-regnskabet var for negativ, i forhold til at selskabet præsterede ret solidt.

Blandt andet siger Rich Greenfield, som repræsenterer Lightshed Partners, ifølge AFP, at Twitter har præsteret brugervækst "21 kvartaler i træk", og at selskabet har "107 procent flere daglige brugere" end for fem år siden.

BRANCHENYT
Læs også