Tech

Dansk krypto-iværksætter rejser 620 mio. kr. - nu er Chainalysis 26 mia. kr. værd

Michael Grønager rejser igen penge fra investorer og har nu samlet fået 1,9 mia. kr. på bare et halvt år. Dermed bliver værdien af selskabet fordoblet til 26 mia. kr.

Foto: Charlotte de la Fuente

Danske Michael Grønager kan igen se millioner rulle ind i sin virksomhed, Chainalysis, der har hovedkvarter i USA. En ny kapitalrunde på 620 mio. kr. er netop landet, og dermed har Chainalysis rejst hele 1,9 mia. kr. på bare seks måneder.

Med runden er også værdien af Chainalysis skudt voldsomt i vejret. De nye penge er rejst på vilkår, der gør det syv år gamle krypto-selskab 26 mia. kr. værd. Det er mere end en fordobling siden sidste kapitalrejsning i marts måned, hvor Chainalysis blev udråbt til dobbelt enhjørning.

Dengang fortalte Michael Grønager, at værdien afspejler en helt særlig position i den buldrende krypto-industri. Chainalysis har nemlig gennem årene samlet data sammen om alverdens krypto-transaktioner og gjort det let at overskue de komplekse netværk. Den viden er meget eftertragtet for eksempel hos politi og efterretningstjenester, når de efterforsker sager med krypto-betalinger.

»Vi er det firma i verden, som har de bedste data om hele krypto-verdenen. Og så har vores væksttal været i fokus hos investorerne. Vi har accelereret vores vækst de sidste to år, og vi vokser med mere end 100 pct. om året,« sagde den danske iværksætter til Finans.

Chainalysis
  • Stiftet i 2014 af Michael Grønager, Jan Møller og Jonathan Levin
  • Michael Grønager er adm. direktør og Jonathan Levin direktør for strategi.
  • Hovedkvarter i New York, med afdelinger i Danmark, London, Singapore, Japan og Sydkorea.
  • Chainalysis analyserer transaktioner med kryptovalutaer og har produkter til en række forskellige brancher.
  • Blandt kunderne er krypto-børser, traditionelle banker, forsikringsselskaber og myndigheder som politi og efterretningstjenester.
  • Samlet er der rejst 1,9 mia. kr. på seks måneder fra investorer. Den nye serie E-runde er på 620 mio. kr., med Coetue, Silicon Valley Bank og Blackstone som investorer.
  • Det var et spektakulært kollaps, hvor over tre milliarder kroner forsvandt, der lagde grunden til Chainalysis. Da bitcoin-børsen Mt. Gox gik op i virtuelle flammer i 2014, blev Michael Grønager nemlig hyret til rollen som digital detektiv af konkursboet.

    Sammen med to partnere har han udviklet Chainalysis fra den første opgave med at rede trådene ud efter Mt. Gox-kollapset til nu at sælge værktøjer til hele krypto-branchen, og med tiden verdens store banker og myndigheder over hele verden.

    Chainalysis er baseret i USA, men har to danske afdelinger, og Michael Grønager er ofte i Danmark, hvor hans to børn også bor. Antallet af medarbejdere har passeret 240, og inden året er omme, skal der gerne være 370 styk.

    Med den nye værdiansættelse af Chainalysis svarer det til en værdi på 70 mio. kr. pr. medarbejder, når målet om 370 ansatte er nået.

    Lige nu er fokus at holde styr på den hurtige vækst og den voldsomme interesse, men med tiden ser Michael Grønager gerne en børsnotering af Chainalysis.

    Vejen til den i dansk sammenhæng historiske kapitalrejsning gik over en ph.d. i teoretisk kvantemekanik fra Danmarks Tekniske Universitet. Her blev Michael Grønager interesseret i både store computernetværk og i kryptografi, som er den ret komplicerede matematik, der kan ’låse’ data med ubrydelige koder.

    Da verdens første kryptovaluta – bitcoin – blev født i 2009, var det netop gennem en kombination af de to interesser hos Michael Grønager, og han blev helt opslugt af det nye koncept i 2011. På det tidspunkt var han overbevist om, at bitcoin og blockchain-teknologien ville blive en afgørende faktor i fremtiden og med tiden vælte de etablerede paradigmer i finansverdenen.

    Så kom det store kollaps af Mt. Gox-kryptobørsen, som han blev hyret til at opklare, og Chainalysis blev født, som en slags lampe, der kunne kaste lys over det ellers så uigennemskuelige netværk af krypto-betalinger og andre transaktioner.

    BRANCHENYT
    Læs også