Bitcoin-pris dykker efter Amazons dementi
Et kurshop på omkring 15 pct. for kryptovalutaen bitcoin er nu afløst af et dyk. Det sker efter, at Amazon har dementeret en historie om, at tech-giganten havde kurs mod at acceptere bitcoin som betalingsmiddel.
Bitcoin har fået skåret en luns af det ellers store kurshop på omkring 15 pct., kryptovalutaen oplevede mandag.
Prisen for en bitcoin var tirsdag formiddag dansk tid nede at runde omkring 37.300 dollars efter at have ligget på over 39.500 dollars en del af mandagen.
Tidlig eftermiddag rettede kursen sig en smule op, og kursen lå på omkring 38.000.
Kursfaldet sker efter, at Amazon har afvist en historie om, at tech-giganten havde luftet idéen om, at kunderne kunne bruge bitcoin til at betale med ved udgangen af 2021.
Men Amazon har taget afstand fra historien, som stammede fra avisen City A.M, skriver flere udenlandske medier, heriblandt Reuters. Avisen havde sine oplysninger fra en anonym insiderkilde.
»Spekulationen omkring vores specifikke planer for kryptovalutaer er ikke sand,« siger en talsperson fra Amazon ifølge Reuters.
Dog afviser talspersonen ikke 100 pct., at bitcoin som betalingsmiddel kan komme på tale. Vedkommende siger, at Amazon stadig er fokuseret på, hvordan et scenarie med kryptovalutaer kunne se ud for kunder, der shopper hos Amazon.
Hos elbilproducenten Tesla er topchef Elon Musk klar til at modtage bitcoin som betaling så snart, at der er styr på at sikre en mere energioptimeret udvinding i fremtiden.