Hackere stjæler for 600 mio. dollars digital valuta
Hackere har tilsyneladende haft held til at bryde ind i et decentralt finansielt netværk og forsvinde med digital valuta for 600 mio. dollar. Et af største tyverier af digital valuta nogensinde.
Det er Poly Network, som tirsdag selv oplyste, at hackere har udnyttet svagheder i dets system og altså har fået det store beløb til at fordufte, skriver Financial Times.
Tyveriet fra Poly Network er et slag mod decentraliseret finansiering, der er et voksende område inden for kryptovaluta, men samtidig understreger det også, hvor lidt beskyttelse både forbrugere og professionelle har inden for digital valuta, da myndighederne verden over endnu ikke har indført det store tilsyn med aktørerne.
Poly Network har udviklet en protokol, som gør det muligt at overføre digitale mønter fra en blockchain valuta til en anden, hvilket ellers er en udfodring, da de forskellige kryptoteknologier ikke normalt kan tale sammen, hvilket gør det svært for investorer at handle udelukkende digitalt mellem de forskellige blockchains.
De 600 mio. dollar udgøres af digital valuta på 270 mio. dollar fra etherum, 250 mio. dollar fra binance smart chain og 84 mio. dollar fra polygon.
/ritzau/FINANS