Tesla introducerer ny førerløs funktion i byer
Fredag udkom en ny softwareopdatering som mange Tesla-ejere har ventet på i månedsvis. Tesla lancerer en betaversion af sine nyeste førerløse funktioner, men det er ikke uden kritik.
Fredag udkom Teslas nyeste softwareopdatering, og det er en lidt kontroversiel en af slagsen.
Full Self-Driving Beta blev gjort tilgængelig for Tesla-ejere i USA, og softwaren markedsføres med et løfte om at give en bilen mulighed for automatisk at skifte bane, navigere på motorvejen, bevæge sig ind på en parkeringsplads eller rulle ud fra en parkeringsplads for at køre en lille afstand i et langsomt tempo uden nogen bag rattet.
Det skriver CNBC.
Den nyeste opdatering gør det muligt at brugte softwaren i byer og på motorveje, hvilket ikke har været en mulighed før. Dermed kan Tesla i teorien navigere rundt i byer, og samtidig automatisk holde øje med trafiklys, cyklister, gående og meget andet. Den nyeste software er dog stadig kun i beta, hvilket betyder, at softwaren stadig ikke er helt færdigudviklet. Derfor skal man stadig holde hænderne på rattet, når funktionen er aktiveret.
Det går dog lidt tid, før den selvkørende funktion slår fuldt ind. Softwareopdateringen har nemlig introduceret en betaknap på skærmen i bilen, hvor Tesla-ejeren kan anmode om tilladelse til at få adgang til softwaren. Bilen vurderer selv førerens kørsel i syv dage, før der gives fuld adgang til softwaren.
Introduceringen af Full Self-Driving Beta er dog ikke gået stille hen på den anden side af Atlanten. Tesla og Elon Musk får kritik af det amerikanske National Transporation Safety Board for at udrulle softwaren til offentligheden før den er helt fejlfri.
Elon Musk svarede selv tilbage i et tweet, at Full Self-Driving Beta virker så godt, at det kan give føreren den idé, at man ikke behøver at være opmærksom når man kører. Det kræver softwaren dog alligevel.
Softwaren vil i første omgang være tilgængelig i USA, mens Elon Musk i et tweet skriver, at der arbejdes på at indføre en tidligere version af softwaren i Europa til næste måned.