Fortsæt til indhold

Kryptovalutaer buldrer opad – men er stadig langt fra toppen

Bitcoin og andre store kryptovalutaer er steget flere dage i træk, hjulpet på vej af et mere positivt aktiemarked. Men købte du på toppen, er der stadig lang vej igen.

Der er lidt godt nyt til de hårdt prøvede bitcoin-ejere. Prisen er nu steget til højeste niveau i en måned. Foto: Reuters/Dado Ruvic/Illustration/File Photo
Tech

Værdien af én bitcoin ramte mandag eftermiddag 162.300 kr. efter en stigning på 4 pct. på et døgn.

Det er godt nyt, hvis man har sat sin pensionsopsparing i den slags, for dermed ramte bitcoin den højeste pris i over en måned. Det skriver CNBC.

Men med til historien hører også, at værdien var oppe forbi 433.000 kr. pr. bitcoin i november sidste år, da kursen ramte sin absolutte top.

Også andre kryptovalutaer har ligget lunt i svinget de seneste dage. Ether, som bliver brugt i de fleste finansielle produkter i kryptomiljøet, er steget med 33 pct. på fem dage. Dermed koster en ether nu 10.800 kr., hvilket også er et stykke fra toppen i november på over 30.000 kr.

Stigningerne surfer på ryggen af en mere optimistisk bølge på aktiemarkederne i verden, og generelt har de store udsving i kryptovalutaerne og på aktiemarkedet vist sig at følges ganske tæt ad.

Dermed har bitcoin og de andre kryptovalutaer altså ikke vist sig at være ’digitalt guld’, som de ellers blev regnet for i en periode, især af folk i kryptomiljøet. Meningen med guld-sammenligningen var, at kryptovalutaer ikke ville køre op og ned sammen med aktiemarkedet, men mere repræsentere en blivende værdi, ligesom guld. Skulle den teori holde, ville prisen på kryptovalutaer gå op, når investorer trak deres penge ud af et faldende aktiemarked.

De faldende priser på kryptovalutaer siden toppen i november har i løbet af foråret ført til konkurser og kollaps blandt nogle af de større spillere i miljøet. Mest markant er investeringsfonden Three Arrows Capital og kryptofirmaet Celsius gået konkurs, fordi deres investeringer var højt gearede og afhængige af en fortsat høj kurs på kryptovalutaerne.

At kurserne nu stiger igen, får dog ikke analytikerne til at tro på en større genrejsning lige nu.

Det er kun naturligt med et hop tilbage, når det er gået så skidt i løbet af foråret, lyder det for eksempel fra David Moreno, analytiker hos Cryptocompare, ifølge CNBC. Men prisen vil fortsætte i samme boldgade som nu i mange måneder, lyder vurderingen.

Artiklens emner
Kryptovaluta
Bitcoin