Fortsæt til indhold

Elon Musk tabte første runde i tvekampen mod Twitter: Afgørelse i oktober

Det bliver en hurtig afgørelse i oktober, som Twitter ønskede i kampen mod Elon Musk. Dermed gik første runde til Twitter, som undgik at vente til engang næste år.

Elon Musk nægter at gennemføre købet af Twitter, som han ellers har skrevet under på. Nu bliver sagen afgjort ved en særlig domstol i oktober. Foto: Reuters/Dado Ruvic
Tech

Først ville han købe Twitter – så ville han ikke.

Men Elon Musk kan potentielt blive tvunget til at betale alle de 320 mia. kr., han tilbage i april bød for Twitter, eller en del af beløbet som bod for at bryde kontrakten - eller måske slippe fri af aftalen uden at betale.

Afgørelsen falder i løbet af fem retsdage i oktober, besluttede Delaware Court of Chancery tirsdag, og dermed fik Twitter næsten sit ønske opfyldt. Selskabet havde nemlig bedt om en afgørelse i september. Det skriver CNBC.

Elon Musks advokater bad omvendt om en udsættelse til engang næste år. Det er alt for komplekst og datatungt at skulle afgøre sagen allerede til efteråret, lød deres argument, som dommer Kathaleen McCormick altså ikke tillagde meget vægt.

I den nu tre måneder lange saga om Elon Musks forsøg på at købe Twitter har den kendte tech-iværksætter altså nu tabt første slag, efter at Twitter lagde sag an mod ham. Det skete få dage efter, at Elon Musk den 8. juli erklærede, at han ikke ville købe Twitter alligevel.

Problemet for Elon Musk er, at han har skrevet under på en kontrakt, som svarer nogenlunde til at købe et hus uden nogen betingelser eller tilstandsrapporter. Da underskriften var sat, forpligtede Elon Musk sig til at betale 54.20 dollars pr. aktie, nærmest uanset hvad, har den juridiske vurdering af kontrakten generelt lydt.

Men Elon Musk har argumenteret for, at Twitter har givet ham forkerte oplysninger om antallet af bots, altså falske profiler, hvor der ikke er mennesker, men computere bag. Twitter har oplyst, at der er omkring 5 pct. bots blandt de 229 mio. daglige brugere, mens Elon Musk påstår, at andelen er langt højere. Han har dog endnu ikke fremlagt nogle beviser eller tal, som kan understøtte påstanden om falske tal.

Striden mellem Twitter og Elon Musk skal afgøres i en særlig erhvervsret i Delaware, hvor mange selskaber er registreret. Det sker ikke ved en traditionel retssag med jurymedlemmer og lange taler fra advokaterne, men på en måde designet til hurtige afgørelser. Her er det syv dommere, der afgør sagen, og de er eksperter i den slags erhvervs-jura.

Taber Elon Musk på alle punkter, og skal gennemføre købet, men nægter, har den særlige domstol en række meget effektive muligheder for at tvinge ham til tegnebogen. For eksempel er Tesla registreret i Delaware, og domstolen har dermed ret til at inddrage Tesla-aktier i stedet, hvis Elon Musk ikke vil betale Twitter. Det skriver The Atlantic.

Sagen kan også ende i forlig, men da Elon Musk i Twitters øjne skylder 320 mia. kr., er der ikke lagt op til et lille plaster på såret på bare en enkelt milliard dollars til Twitter.