Tech

Danske netbutikker frygter, at de bliver "blinde": Eksperter advarer imod panikbeslutninger

Et ekstremt udbredt Google-værktøj til hjemmesider og netbutikker er ikke længere lovligt at bruge på normal vis. Men der er alternativer og løsninger på vej, lyder meldingen fra to eksperter.

Artiklens øverste billede
Carsten Rose Lundberg, fagchef for digital handel hos Dansk Erhverv.

Da Datatilsynet onsdag eftermiddag kom med en melding om web-værktøjet Google Analytics, blev der pludseligt travlt i det digitale Danmark.

Så telefonerne har kimet hele torsdag hos dem, som kunne svare på de mange spørgsmål omkring fremtiden for Google Analytics.

»Vi har fået rigtig mange henvendelser om det her i løbet af dagen fra vores medlemmer. For dem er det jo nedslående læsning. Har man e-handel, er det et værktøj, man bruger på daglig basis,« siger Carsten Rose Lundberg, fagchef for digital handel hos Dansk Erhverv.

Hos Kvantum, der rådgiver webshops om digitale løsninger, har teknisk direktør Rasmus Frølund Thomsen også været i kontakt med mange kunder.

»Alle tror jo, at Google Analytics pludseligt er ulovligt. Så vi svarer dem, at de skal slå koldt vand i blodet, for der er flere nuancer i det, og der er nogle løsninger på vej,« siger han.

Google Analytics er ikke så kendt i offentligheden, men er ekstremt udbredt på ’indersiden’ af de danske websider. Kvantum-direktøren anslår, at 99 pct. af alle små og mellemstore webshops i Danmark bruger det gratis værktøj i dag.

Sådan har det været i mange år, men efter en afgørelse fra EU-Domstolen i 2020 kom Google Analytics i søgelyset, fordi data om dem, der besøger en hjemmeside, bliver sendt til Google i USA. I januar afgjorde datatilsynet i Østrig, at det var ulovligt at bruge værktøjet uden store tilpasninger, og flere lande fulgte siden efter. Meldingen fra det danske Datatilsyn onsdag er således en bekræftelse af afgørelserne fra de andre lande, da EU-reglerne gælder overalt.

I mellemtiden har Google lanceret en ny version af værktøjet, version 4, mens den gamle er døbt Universal Analytics. I den nye version kan man mere detaljeret vælge, hvilke data der skal samles ind om de besøgende.

»Universal Analytics, som den oprindelige østrigske dom bygger på, er Google ved at udfase. Den nye løsning har en langt større grad af privacy indbygget. Så det løser nogle af udfordringerne,« siger Rasmus Frølund Thomsen.

Men Datatilsynet skriver i en vejledning, at ’samme problemstilling’ gør sig gældende i den nye version, selvom Google har sørget for at gøre en række datapunkter anonyme. Så den nye version er ikke nødvendigvis et fripas.

»Man er nødt til at tage det her alvorligt. Men man skal ikke træffe panikbeslutninger,« lyder rådet fra Carsten Rose Lundberg, som i øvrigt roser Datatilsynet for en konstruktiv udmelding med nogle løsningsforslag.

Bruger man Google Analytics i dag, er der flere muligheder. Datatilsynet foreslår selv en løsning, som de franske datamyndigheder har beskrevet, hvor man kort fortalt sender besøgsdata gennem et ekstra lag, som skræller detaljerne ud.

Vi står ikke med armene over hovedet. For du putter data af god kvalitet ind, og så får du data af ringere kvalitet ud.

Carsten Rose Lundberg, Dansk Erhverv

Der er dog ikke stor begejstring for den løsning hos de to eksperter.

»Alt efter hvem du spørger, vil de svare, at det er en halv-god eller en halv-skidt løsning. Vi står ikke med armene over hovedet. For du putter data af god kvalitet ind, og så får du data af ringere kvalitet ud,« siger Carsten Rose Lundberg.

Det er heller ikke en nem løsning, pointerer Rasmus Frølund Thomsen.

»Det er ikke noget, du bare kan slå til. Det er så teknisk kompliceret, at kun meget få mennesker i Danmark ved, hvordan man gør det,« siger han.

En anden løsning er at skifte Google Analytics helt ud og finde et alternativ. Måske et, som koster penge at bruge, i modsætning til Googles værktøj, som er gratis. Det kræver dog også noget arbejde hos virksomheden.

»Det er ikke omkostningsfrit, og det bliver de små og mellemstore virksomheder, som står for skud. De større virksomheder har større muskler til at opsuge de ekstra omkostninger,« siger Carsten Rose Lundberg.

Det overordnede problem, som nu har sendt Google Analytics i skammekrogen, er manglen på en aftale mellem EU og USA om dataudveksling, der lever op til EU’s krav. To tidligere aftaler er blevet skudt ned af EU-Domstolen. Det skete anden gang i januar 2020, og siden har der været arbejdet på en ny. Senest på højeste niveau, da Joe Biden og Ursula von der Leyen holdt møde og gav håndslag på at komme i mål snart.

Når sådan en aftale falder på plads, vil det ikke længere være et problem, at Googles værktøj sender persondata til amerikanske servere. Men der er ikke meldt noget konkret ud om deadlines.

»Der er lys for enden af tunnelen. Men lige nu er vi i et limbo. Måske når det at komme under det tjekkiske formandskab, altså i år. Men vi ved det ikke,« siger Carsten Rose Lundberg.

Udsigten til en ny aftale er allerede så konkret, at man som virksomhed godt kan satse på den løsning, mener Rasmus Frølund Thomsen.

Vi har store kunder, som er offentligt eksponeret. De er 110 pct. interesseret i at være compliant, for de vil ikke kunne fanges i noget.

Rasmus Frølund Thomsen, Kvantum

»Der ligger allerede en principiel aftale om at lave en aftale. Så for rigtig mange forretninger vil det være godt at afvente for at se, hvordan den kommer til at se ud,« siger han.

Det er dog en individuel vurdering, og nogle vil vælge at gå den helt sikre vej.

»Vi har store kunder, som er offentligt eksponeret. De er 110 pct. interesseret i at være compliant, for de vil ikke kunne fanges i noget. Men for mange SMV’er vil en investering i en ny løsning være at skyde over målet,« siger Kvantum-direktøren, som først og fremmest anbefaler, at man skifter til den nye version af Google Analytics.

Den sidste løsning er selvfølgelig at slukke for Google Analytics og ikke gøre mere – men det er så centralt et værktøj for en webshop, at det ikke er en gangbar vej.

»Jeg har talt med medlemmer, som siger, at det i princippet vil gøre dem blinde. Så mister de muligheden for at se, hvad der sker i deres forretning. Det kan jeg godt se må være en skræmmende følelse,« siger Carsten Rose Lundberg.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.