Fortsæt til indhold

Twitters anklage før den afgørende retssag: Elon Musk slettede sine beskeder om opkøb

Elon Musk har sørget for, at beskeder om Twitter-opkøbet blev slettet, hævder Twitter nu og kræver sanktioner. Det blev centralt i sidste møde op til den endelige afgørelse i retten.

Elon Musk møder Twitter i retten i midt-oktober, hvor det bliver afgjort, om han må fortryde sin købsaftale med Twitter. Indtil da varmer parterne op med nye anklager og krav om sanktioner. Foto: Brendan Smialowski / AFP
Tech

Er Elon Musk tvunget til at købe Twitter – ifølge den aftale, han skrev under på – eller må han gerne rive købsaftalen i stykker?

Det spørgsmål nærmer sig sin afgørelse i retten i Delaware, men inden da har Twitters og Elon Musks advokater mødtes to gange op til selve retssagen i oktober. Og tirsdag, da andet og sidste forberedende møde fandt sted, kom det til at handle om beskeder, der blev slettet. Det skriver Engadget.

Twitters advokater klagede formelt over, at Elon Musk ikke har fremlagt alle beskeder, han har sendt om sagen, som lovgivningen ellers kræver. Som bevis for påstanden kunne Twitter-holdet vise screenshots af beskeder, som ikke er opgivet som materiale i sagen.

Ifølge Twitters advokater har Elon Musk afvist, at han har brugt den krypterede beskedtjeneste Signal til at kommunikere om sagen, men det var netop herfra, at Twitters folk havde fundet beskeder, som man i et screenshot kunne se, var indstillet til at blive slettet automatisk.

Det bør føre til en »streng sanktion« af Elon Musk, mente Twitters advokater, mens den modsatte part afviste påstanden.

»Der er reelt ingen beviser for, at vi har destrueret bevismateriale,« lød det fra Elon Musks advokater undervejs i det tre timer lange retsmøde.

At Elon Musk havde sendt beskeder via Signal var i øvrigt slet ikke så farligt, som Twitter-advokaterne fik det til at lyde, lød det også fra Elon Musks repræsentanter. Appen, som er kendt for høj sikkerhed og stærk kryptering, er ganske udbredt i Silicon Valley, var argumentet.

I den slags sager er begge parter pålagt at overdrage store mængder data, der har eller kan have betydning for sagen. At undlade at sende information, som modparten har bedt om og som har betydning for sagen, kan potentielt være en alvorlig sag. Den typiske strategi er derfor at sende enorme mængder data, i håbet om at modparten så ikke opdager de bidder, der støtter deres argumenter.

Elon Musk meldte tilbage i april ud om sin beslutning om at købe Twitter og afnotere selskabet fra børsen, og to uger senere havde Twitters bestyrelse godkendt hans opkøb, som stod i 340 mia. kr.

Men den 8. juli trak Elon Musk sig fra aftalen, selvom den var skrevet under og ifølge en række juridiske eksperter ikke gav mulighed for at fortryde.

Siden har Twitter og Elon Musk kæmpet om det endelige udfald af opkøbsforløbet og endte i retten i Delaware. Her bliver sagen afgjort i løbet af fem retsdage, som begynder den 17. oktober.

Artiklens emner
It-industrien
Twitter