Forskere og topchefer advarer: Truslen fra AI svarer til den fra atomkrig og pandemier
Mere end 350 videnskabsmænd og virksomhedsledere advarer i et åbent brev om, at kunstig intelligens udgør en trussel mod menneskeheden.
Kunstig intelligens - eller AI - udgør en trussel mod menneskeheden, som svarer til den fra en atomkonflikt og sygdomme. Således lyder advarslen fra et sammensurium af videnskabsmænd og virksomhedsledere i et åbent brev fra den ikke-statslige organisation Center for AI Safety.
Heri er beskeden kortfattet:
»Det bør være en global prioritet at mindske risikoen for udryddelse fra AI sammen med andre samfundsrisici såsom pandemier og atomkrig.«
Mere end 350 personer har underskrevet det åbne brev. Heriblandt Sam Altman, adm. direktør i OpenAI, der står bag chatbotten ChatGPT og Demis Hassabis, som er topchef for Googles datterselskab DeepMind.
Forskerne Geoffrey Hinton og Yoshua Bengio, der betragtes som nogle af de førende inden for AI, har også underskrevet brevet. Førstnævnte arbejdede indtil starten af denne måned for Google, men forlod selskabet for at kunne tale mere frit om de mulige trusler fra den nye teknologi.
På det seneste er udviklingen af AI stormet frem, og ChatGPT er blevet et eksempel på mulighederne i teknologien. Alene i år har den populære chatrobot fra OpenAI fået mere end 100 mio. brugere verden over, og Google og andre teknologimastodonter også har lanceret AI-løsninger.
Teknologien har dog vakt skepsis. Frygten er især, at den vil være med til at sprede misinformation og medføre massearbejdsløshed. Goldman Sachs vurderer i en analyse, at AI kan udradere 300 mio. arbejdspladser.
Center for AI Safety er derfor ikke først om at advare om risikoen. I marts opfordrede Tesla-milliardæren Elon Musk sammen med 1.000 eksperter og virksomhedsledere, at man indstiller udviklingen af de indviklede AI-teknologier, som blev kaldt »et våbenkapløb«, de næste seks måneder.
Herfra lød det desuden på mere regulering af området, hvilket EU til dels har indført med sin ”Artificial Intelligence Act”, mens USA også ser på, hvordan teknologien skal håndteres.
Tidligere på måneden mødtes Det Hvide Hus med topcheferne fra Google, Microsoft og OpenAI for at drøfte muligheder og risici forbundet med den kunstige intelligens.


