Fortsæt til indhold

Klar til OL: Paris vil have flyvende taxaer næste år

Små, elektriske helikoptere skal fragte passagerer rundt i luften over Paris, når OL skydes i gang næste år. Det kræver dog en tilladelse, som endnu ikke er givet på verdensplan.

Sådan kan det komme til at se ud, når Paris om godt et år byder velkommen til OL - med førerløse, flyvende taxaer i luften omkring Eiffeltårnet. Foto: Volocopter
Tech

Verdens øjne vil hvile på Paris, når de olympiske sommerlege skydes i gang i juli 2024. Og billedet af Paris som en topmoderne by skal understreges af noget, som i dag stadig er fremtidsmusik – flyvende taxaer.

Små helikoptere skal ved batterikraft fragte to passagerer ad gangen rundt i luften på kortere ture rundt i Paris. Sådan lyder i hvert fald målsætningen hos Paris-myndighederne, ifølge nyhedsbureauet AP. Konceptet blev præsenteret ved Paris Air Show, som er en stor konference for luftfart.

Planen er at åbne fem ruter på forsøgsbasis, og en af dem vil involvere en landingsplatform på floden Seinen. Men det bliver korte ture internt i Paris-regionen, for indtil videre er det ikke muligt at flyve langt på den måde.

En flyvende taxa er rent teknologisk en drone i stor størrelse, og der findes i dag masser af prototyper. Men der er to store udfordringer. Batterier er tunge, og det sætter en kraftig begrænsning på flyvetiden pr. opladning.

Det andet er tilladelse til at flyve med droner i den størrelse – og ikke mindst med passagerer. Den slags tilladelser er endnu ikke givet i på verdensplan, og det kan potentielt blive svært. Både fordi sikkerheden skal være beviselig høj, så de små helikoptere ikke udgør en risiko for hverken passagerer eller for dem på landjorden, der kan få den i hovedet. Men også fordi den slags luftfartøjer skal passe ind i et luftrum, hvor der i forvejen flyver traditionelle fly og helikoptere.

Lykkes det at komme forbi disse forhindringer, kan Paris potentielt blive den første by i verden, hvor man kan lade sig transportere på den måde. Men i Kina er flere tilsvarende projekter i gang, som nu afventer tilladelser fra myndighederne, så franskmændene kan potentielt blive overhalet indenom.

Hardwaren til projektet i Paris kommer fra tyske Volocopter, som i over ti år har udviklet den slags droner i stor størrelse. Selskabet har gennem årene rejst 5,3 mia. kr. fra investorer og har flere prototyper klar nu.

Artiklens emner
Luftfartsbranchen
Droner