59 milliarder forsvandt hos FTX: Nu kommer nye detaljer frem om den store krypto-svindel
En ny rapport fra kurator af konkursboet efter kryptobørsen FTX kommer med opsigtsvækkende anklager mod Sam Bankman-Fried og den øvrige ledelse. Blandt andet at svindlen var organiseret flere år tilbage.
Gravearbejdet er i fuld gang i resterne af kryptobørsen FTX, som i november viste sig at være fyldt til randen med økonomisk roderi. Og nu er den nuværende ledelse i selskabet – der er ansat til at rydde op i konkursboet – kommet med en ny rapport, der går mere i dybden med, hvor galt det stod til.
Den indeholder et væld af nye oplysninger, der blandt andet hævder, at den tidligere FTX-topchef Sam Bankman-Fried allerede i 2020 var i fuld gang med at omgå reglerne. Ifølge rapporten er der fra 2020 og frem blevet fremstillet dokumenter af Sam Bankman-Fried og selskabets advokat, som var falsknerier. Dokumenterne skulle skjule den sammenhæng, der var mellem FTX – hvor kunderne satte deres sparepenge ind – og Alameda, som investerede i højrisikable krypto-projekter. De falske dokumenter blev også brugt som garantier til investorer, da der i en runde blev rejst 2,7 mia. kr. Det skriver Wall Street Journal.
Samlet set er der forsvundet 59 milliarder kroner, og rapporten har efter et omfattende efterforskningsarbejde i de mangelfulde regnskaber og kontoudtog fået lidt mere styr på, hvor pengene blev af. Men det er meget svært at følge pengestrømmene på traditionel vis, fordi alt var blandet sammen og der ikke blev ført normalt regnskab, anfører rapporten.
Selvom Sam Bankman-Fried helt til det sidste inden konkursen hævdede, at der ikke var taget af de penge, som kunderne havde stående, var det netop det, som skete. Og allerede i august 2022 var det klart for ledelsen i FTX, at der var et hul i pengekassen på over 50 mia. kr. Alligevel gik der flere måneder, hvor selskabet udadtil afviste alle anklager.
Pengene blev ifølge rapporten brugt af FTX-ledelsen til alverdens tvivlsomme investeringer, luksusvarer, boliger, markedsføring og kendis-sponsorater i milliardklassen og donationer til højre og venstre.
Både politiske donationer, som banede vejen for indflydelse på de bonede gulve i Washington, men også rendyrkede gaver til venner og familie. Ifølge mediet Coindesk blev der for eksempel sendt 140 mio. kr. til en non-profit-organisation ved navnet Guarding Against Pandemics (Beskyttelse mod pandemier, red.). Den var ejet af Sam Bankman-Frieds bror, Gabe Bankman-Fried.
Der blev også sendt over tre milliarder kroner til firmaet Modulo Capital som en ’investering’. Men det er uklart, hvordan pengene er blevet brugt hos Modulo Capital, der spekulerede i krypto-aktiver, og selskabet er nu lukket. Den ene ejer var en af Sam Bankman-Frieds tidligere kærester, skriver New York Times.
Ingen af påstandene om svindel, som rapporten fremlægger, er afprøvet ved en domstol endnu, men materialet forventes at blive brugt i sagen mod Sam Bankman-Fried, der skal for retten i oktober. Han er anklaget for 13 forskellige typer svindel.

