Fortsæt til indhold

Medie: Tesla har vildledt Tesla-ejerne med urealistiske rækkevidder

På Elon Musks befaling blev softwaren i Tesla-bilerne ændret, så de gav et mere positivt indtryk af rækkevidden i stedet for det realistiske tal, skriver Reuters.

Det var Elon Musk selv, der ville have Teslas biler til at vise et urealistisk tal for rækkevidden, når batteriet var ladet op, lyder nye anklager. Foto: Bloomberg/Liesa Johannssen-Koppitz.
Tech

Der står 480 kilometers rækkevidde i displayet, da turen starter. Men som rejsen skrider frem, endte det med at være langt mindre i praksis. Og det er ikke bare fordi, at mange faktorer spiller ind - men fordi softwaren med vilje blev ændret til at pumpe tallene op.

Sådan lyder nye anklager mod Tesla, fremført af nyhedsbureauet Reuters, der har talt med tidligere ansatte hos Tesla.

Ændringen af softwaren i bilen skete på Elon Musks ordre, lyder det fra Reuters kilder, og dermed blev kunderne vildledt, når de for eksempel prøvede en tur i en Tesla før køb med et fuldt opladet batteri.

Softwaren blev nemlig justeret, så rækkevidden blev skruet kunstigt op, så længe der var over 50 pct. strøm på batteriet. Når batteriet var under halv fuldt, blev den oplyste rækkevidde drejet tilbage til det realistiske bud.

»Elon ville have, at der stod et flot tal, når bilen var helt ladet op. Når du køber en bil, og du kan se, at der står 560 eller 640 km rækkevidde, er det en god fornemmelse,« fortæller kilden hos Tesla til Reuters.

Konceptet med at vise for positive bud på rækkevidde, når der er meget strøm på batteriet, blev indført for omkring 10 år siden, og Reuters kan ikke rapportere, om det er blevet ændret de senere år, eller om det stadig er sådan.

Men en række uafhængige test har placeret Teslas modeller nederst i målinger, hvor elbiler fra forskellige producenter blev målt i forhold til deres officielle, opgivne rækkevidde. For eksempel hos Edmunds.com, hvor ingen af Teslas modeller i praksis nåede deres officielle rækkevidde, mens ni ud af de øvrige 10 elbiler i testen godt kunne.

En anden måling, hvor 8.000 Tesla-biler indgår, har afsløret, at rækkevidden i bilens display ikke bliver ændret ud fra temperatur, selvom der er stor forskel på et batteris formåen i varmt vejr og i frostgrader.

I Sydkorea fik Tesla i starten af 2023 en bøde på 14 mio. kr. for at vildlede kunderne i markedsføringen omkring bilernes rækkevidde og måtte efterfølgende ændre på teksten på Teslas hjemmeside.

Et af kritikpunkterne var, at Tesla ikke angav, at rækkevidden kunne være lavere end annonceret, for eksempel i koldt vejr. Kulde kunne barbere over halvdelen af rækkevidden væk, viste myndighedernes test. Som en del af afgørelsen skulle Elon Musk og Tesla også offentligt bekendtgøre, at de havde brugt falsk og overdrevet markedsføring.

At en elbil ikke kan leve op til den officielle rækkevidde er et klassisk problem og kilde til frustration hos kunderne, ikke kun for Teslas modeller.

Modsat en benzin- eller dieselbil er der nemlig stor forskel på, om man kører en tur i byen i 20 grader varmt vejr, eller om man suser afsted på motorvejen med 130 km/t med varmeanlægget skruet helt op.

Så hvis man til daglig bruger sin elbil til bykørsel, kan man blive overrasket den dag, man kører en lang ferietur, som mest foregår på motorvejen.

En elbil udnytter nemlig energien fra batteriet langt mere effektivt, end en benzinbil udnytter energien fra benzinen. Varme er for eksempel et spildprodukt fra en benzinmotor, der så kan bruges til opvarmning af kabinen, mens en elbil skal bruge ekstra energi på at holde passagerne varme.

Men selvom problemet er generelt, er der stor forskel på, hvordan de forskellige elbilproducenter håndterer myndighedernes krav og hvad de lover kunderne. Og Tesla kører lige til kanten af, hvad man kan love i forhold til de officielle test, lyder vurderingen fra lederen af testsiden Edmunds.com.

»De er blevet rigtig gode til at udnytte reglerne og maksimere nogle punkter, der taler i deres favør, fra de officielle EPA-test,« siger Jonathan Elfalan fra Edmunds.com til Reuters, med henvisning til de amerikanske miljømyndigheder EPA.

Reuters afslører også, at Tesla har oprettet en hel afdeling, hvis eneste formål er at få annulleret kundeklager og besøg hos værkstedet, når en Tesla-ejer oplever problemer med rækkevidden.

Tesla eller Elon Musk har ikke ønsket at kommentere Reuters-historien.

Artiklens emner
Bilbranchen
Tesla