Yousee-kunde om at droppe bredbånd via telefonstikket: Det er nærmest et trusselsbrev
Kunde er forundret over, at Yousee skaber usikkerhed om gammel bredbåndsløsning. Det handler om en god kundeoplevelse, lyder meldingen.
En tom trussel i håb om et mersalg eller et reelt problem for hundredtusinder af danskere.
Det er spørgsmålet, som en Yousee-kunde stiller sig selv, efter at han for nylig modtog et brev fra Danmarks største teleudbyder.
»Vi anbefaler, at du skifter til fiber – hurtigst muligt,« var overskriften i det for Yousee-kunden overraskende brev.
»Som det fremgår af kundebrevet fra Yousee, som benytter TDC’s net, er ”det lige oppe over” for brugerne med at skifte til fibernet, idet ”internet via kobber i fremtiden ikke vil være mulig” – altså nærmest et trusselsbrev,« siger Yousee-kunden til Finans.
Finans kender navn og adresse på kunden, som ønsker at være anonym, da han fortsat er Yousee-kunde.
I stedet for at kontakte Yousee har kunden forsøgt at få hul igennem til TDC Net, der driver TDC-familiens kobbernet, for at høre, om det er rigtigt, at nedlukningen af det 141 år gamle kobbernet, som bl.a. bruges til såkaldt DSL-bredbånd, vitterlig er ved at være oppe over.
»Det vil give udfordringer for mange ældre med fastnettelefon og med bopæl i områder uden fibernet,« siger kunden og forklarer, at det ikke lykkedes at få TDC Net i tale.
Nuuday, som driver Yousee, forklarer meldingen om, at ”det er ved at være oppe over” i forhold til at droppe kobbernettet, at man gerne vil sikre kunderne en god oplevelse.
»Som serviceudbyder vil vi hos YouSee selvfølgelig gerne have vores kunder med på den mest fremtidssikrerede teknologi, så de bliver længe hos os og får en god kundeoplevelse. Det gælder også vores nuværende DSL-kunder, der altså p.t. kører på en teknologi, som vores operatør TDC Net har sagt vil blive udfaset inden 2030,« lyder det fra presseafdelingen i TDC-ejede Nuuday.
Nuuday forsikrer, at søsterselskabet TDC Net ikke har været mere konkret end 2030.
At man alligevel tager fat i kunderne her og nu, skyldes »den overordnede logik«, at TDC Net vil lukke først ned for kobbernettet i områder, hvor der er alternative net.
»Derfor viser vi rettidig omhu og er ude i god tid overfor vores kunder. Med formuleringen i vores seneste udmelding til DSL-kunderne vil vi gerne sikre, at de kunder, som vi tidligere har forsøgt at flytte over på fiber, men som ikke har reageret, ikke er i tvivl om, at de p.t. kører på en forældet teknologi, som har en udløbsdato, og at fremtiden i form af lynhurtigt fibernet er en tilgængelig mulighed for dem gennem Yousee,« lyder det fra Nuuday-presseafdelingen.
Yousee-kunden, der har kontaktet Finans, bor i Hvidovre.
Mens TDC Net arbejder ud fra et overordnet mål om at slukke og lukke for den sidste kobbernet-kunde med enten DLS-bredbånd eller fastnettelefoni i 2030, lukkede Telenor det gamle kobbernet i Norge ved indgangen til 2023. I stedet er kunderne nu flyttet over på fiberløsninger og 4G- og 5G-mobilnet.
Ifølge den seneste opgørelse fra Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur havde 261.486 virksomheder og private med udgangen af 2022 gammeldags fastnettelefoni via kobbernettet, mens 400.703 havde en DSL-opkobling til internettet svarende til 15 pct. af alle fastnet bredbåndskunder .

