Fortsæt til indhold

Elon Musk forudser: Kunstig intelligens vil overtage alle jobs

Kunstig intelligens vil på sigt betyde, at ingen behøver at arbejde. Sådan lyder forudsigelsen fra Elon Musk.

Storbritanniens premierminister havde besøg af tech-milliardær Elon Musk til en samtale om fremtiden med kunstig intelligens. (Photo by Kirsty Wigglesworth / POOL / AFP)
Tech

Der vil komme en dag, hvor der ikke er behov for, at vi har et arbejde. Hvis vi alligevel har et arbejde, bliver det for vores egen fornøjelses skyld, for kunstig intelligens vil klare det hele.

Sådan lyder spådommen fra tech-milliardæren Elon Musk.

Det skriver BBC.

Elon Musk var torsdag hovednavnet til den britiske premierminister Rishi Sunaks topmøde om kunstig intelligens.

Som afslutningen på to dages debat om kunstig intelligens’ muligheder og farer havde premierministeren inviteret Musk på scenen til en 50-minutters lang samtale. Her fik Tesla- og SpaceX-ejeren mulighed for at filosofere over, hvordan historiens »mest nedbrydende kraft« vil ændre samfundet.

En af forandringerne vil være, at betalt arbejde bliver overflødigt.

»Det er både godt og skidt. En af udfordringerne i fremtiden vil være, hvordan vi finder meningen med livet,« sagde Elon Musk ifølge BBC.

Tech-milliardæren gør selv brug af kunstig intelligens hos bl.a. Tesla til at udvikle førerløse biler. Derudover er hans nyeste selskab xAI på nippet til at lancere sin nye kunstige intelligens-teknologi. Det sker lørdag ifølge CNBC.

I London fremhævede Musk også, at kunstig intelligens primært medfører mange positive tiltag. Den kan fx transformere uddannelse af børn og unge, hvilket den britiske premierminister erklærede sig enig i.

Derudover fortalte Musk om, at den kunstige intelligens er en hjælp for en af hans sønner, som har svært ved at finde venner, og dermed har gavn af en digital ven.

Artiklens emner
Kunstig intelligens
Elon Musk