Fortsæt til indhold

Robotter skulle hjælpe på byggepladsen – derfor gik det slet ikke efter planen

10 idéer - 5 år senere: En konservativ og ineffektiv branche - lige klar til en gang robotter. Men sådan endte det ikke, for byggebranchen har været svær at kombinere med robotter, der godt kan lide gentagelser og ensartet arbejde.

Den verdensberømte arkitekt Bjarke Ingels vil gerne i højere grad bruge robotter i byggeriet, fortalte han for fem år siden. Men udviklingen gik ikke helt som forventet. Foto: Gregers Tycho
Tech

Mens alt fra fabriksproduktion til landbrug har været igennem en enorm stigning i produktivitet pr. medarbejder, står det anderledes traditionelt til i byggebranchen.

Her er det stadig primært mennesker, der murer vægge op, bygger tagkonstruktioner i træ eller trækker kabler. Hjulpet af powertools, men ellers ikke ret meget automatisering.

For fem år siden var robotbranchen i Danmark klar til at kaste sig over den udfordring – at bygge robotter, der kunne skrue tempoet i byggebranchen op.

Det blev et af de områder, som Finans dengang valgte til serien ”10 idéer, der kan ændre Danmark”. Men resultaterne i dag er begrænsede. Robotrevolutionen på byggepladsen er aflyst.

To robotselskaber medvirkede dengang, men det ene, Odico, er i dag under konkursbehandling. Hos Robot at Work er der stadig lys i lamperne, men der kom ikke den lovende udvikling, som selskabet havde forventet.

»Der er ingen – heller ikke os selv – som har fået traction med robotter til byggepladsen. Det er simpelthen for svært,« siger Finn Kirkegaard Christensen, adm. direktør og medstifter af Robot at Work.

Samtidig har byggebranchen været plaget af den økonomiske modvind, der kom i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine, og dermed er en i forvejen forsigtig branche endnu mindre klar til at forsøge sig med ny teknologi.

Sådan lyder vurderingen fra robotpioneren Esben Østergaard, som stod bag Universal Robots, men i mange år også har haft robotter til byggepladsen som en særlig interesse.

»Byggebranchen trænger til mere automatisering, men er også meget konservativ. Man er langsom til at tage nye teknologier ind, og man gør meget på samme måde som for 30 år siden. Men det er også derfor, at potentialet er så stort,« siger han.

Robot at Work udviklede en særlig robot, der kunne styre et værktøj rundt på en stor flade – for eksempel en husmur. Så kunne den for eksempel fræse alle fugerne mellem murstenene helt automatisk, når den var sat op.

Men da det stod klart, at der ikke lå en lovende forretning her, skiftede selskabet fokus.

I stedet fokuserer Robot at Work nu på det, man kan kalde industridelen af byggebranchen, nemlig præfabrikerede moduler. De bliver skabt under mere kontrollerede forhold i en hal, og der skal laves mange af samme slags.

»Byggepladsen er et kaosområde, som er forskellig fra sted til sted. Og så er det nærmest umuligt at lave en robotløsning, der kan mure eller male alle steder. Præfabrikation er et langt mere kontrolleret miljø,« siger Finn Kirkegaard Christensen, som nu har solgt fem robotter til den industri.

Han har også blikket rettet imod andre brancher, hvor opgaverne for robotterne er mere forudsigelige. For eksempel til at rense graffiti af tog eller give store skibe ny bundmaling, når de er i dok.

Og så tilbyder Robot at Work en slags robot-as-a-service.

»Vi tilbyder en service i stedet for, at man skal købe en stor robot til 3 mio. kr. Så kan en tømrermester overlade en masse opmåling og tilskæring af materialer til os og købe det som en ydelse. Vi gør ikke tømreren overflødig, men vi gør hans arbejde lettere,« siger Finn Kirkegaard Christensen.

Esben Østergaard kom meget på byggepladser som barn på grund af hans forældres arbejde, og har i årtier haft fokus på automatisering af byggebranchen. Men det er bare ikke så nemt, konstaterer han nu. Foto: PR

Esben Østergaard peger på andre robotselskaber, der stadig har mulighed for at rykke ind og effektivisere byggepladsen.

For eksempel Cobod, der står bag en kæmpestor 3D-printer til cement. Den kan så meget præcist lægge striber af cement og bygge et helt hus på den måde. Uden hjælp. Selskabet omsatte sidste år for 81 mio. kr. og har haft overskud de sidste fem år.

Der er også malerrobotten fra Roico og en robot fra Kobots, der kan skære træ- og gipsplader ud automatisk.

Men samlet har der ikke været en revolution.

»Det blev ikke helt det kæmpe boom, vi håbede på. Der er ingen stjerneklare succeser. Men der er et pres på branchen for at gøre det billigere. De kan ikke skaffe folk nok, og det er for dyrt at bygge på den gammeldags måde. Så jeg tror, at dem, som gerne vil prøve at bygge smartere og billigere, vil begynde at vinde flere ordrer. Men de skal gøre det sikkert. Det er store projekter, som ikke må gå galt,« siger Esben Østergaard.

Artiklens emner
Robotteknologi
Esben Østergaard