WEF: Kunstig Intelligens vil skabe flere job end der forsvinder
Ifølge World Economic Forum vil AI skabe 78 mio. flere job end der forsivnder - men det rammer forskelligt.
Frygten og truslen om, at kunstig intelligens, AI, totalt set vil udradere mange arbejdspladser er måske ubegrundet.
Ifølge en rapport fra World Economic Forum - forud for årets møde i Davos i Schweiz - vil der frem mod 2030 blive skabt 170 mio. nye job på grund af AI.
Samtidig regner organisationen med, at der vil forsvinde 92 mio. job som følge af AI og den deraf følgende automatisering. Men totalt set giver det en nettoskabelse på 78 mio. nye job i perioden frem mod 2030, skriver IT-Branchen i en pressemeddelelse.
Tallene stammer fra rapporten ”Future of Jobs Report 2025” fra WEF, hvor de også kommer med et bud på, hvordan de forskellige brancher vil blive ramt af automatisering og øget brug af AI.
»Mens størstedelen af arbejdsprocesserne i f.eks. det offentlige stadig er manuelle i dag, forventer man, at to ud af tre opgaver er mere eller mindre automatiserede allerede om fem år på grund af AI. Så vi kommer til at se et kæmpe skifte i måden man arbejder på og i forhold til de værktøjer, man bruger i hverdagen,« udtaler Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen i pressemeddelelsen.
Det er især ejendoms- og servicebranchen samt den offentlige sektor og uddannelsesområdet, der i høj grad vil skifte fra manuelle til automatiserede arbejdsgange over de næste fem år.
»Brugen af de såkaldte AI-agenter er der store forventninger til, da de kan bruges til alt fra at svare på borgere/kunders spørgsmål, give mere personlig service og beslutningsstøtte til intelligent journalisering, kontrol og løbende produktionsoptimering,« lyder det fra IT-Branchen.
Men ifølge Natasha Friis Saxberg halter Danmark bagefter i forhold til brugen af kunstig intelligens, ligger på en sidsteplads i Norden og langt under det europæiske gennemsnit.
»I mange virksomheder er det stadig op til den enkelte medarbejder at lære sig selv op i at bruge AI. Men det er en teknologi, der får så stor en effekt i virksomhederne, at man bliver nødt til at investere i opkvalificering af stort set alle medarbejdere. Og det haster, for resten af verden er allerede ved at løbe fra os,« lyder det fra Natasha Friis Saxberg.

