Finans Tech

KÆRE LÆSER

Ville vi acceptere, hvis 90 pct. af vores digitale løsninger og infrastruktur var fra kinesiske selskaber? Eller omvendt – ville USA acceptere, hvis 90 pct. af deres digitale infrastruktur var fra Europa?

Vi har talt en hel masse om digital suverænitet i over et år nu, efter Donald Trumps genopstandelse i Det Hvide Hus, og den vinkel er rent nyhedsmæssigt noget fortærsket.

Nu skal vi vågne op og blive herrer i eget hus. Det ved vi godt. Men udover lidt forsøgsmæssige skift til open source her og der, og forskellige tiltag fra de store tech-giganter, der lover os datacentre og personale, som er helt igennem europæiske – er der så i praksis sket ret meget?

Jeg havde egentlig planlagt noget helt andet for denne klumme, men så tog jeg forbi Digitaliseringspolitisk Topmøde onsdag, som Dansk Erhverv stod bag, og her var en af hovedtalerne Cristina Caffarra, stifter og bestyrelsesforperson i Eurostack.

Hun bragede igennem med kontante budskaber, og jeg talte med hende efter hendes oplæg (og skrev dette interview med hende).

To budskaber: Det handler om Europas overlevelse som en rig region, med kontrol over egen skæbne. Og den strategi, som Europa har brugt indtil nu, har været fuldstændig forfejlet.

Første punkt er noget dystopisk. Det handler ikke kun om kontrol over vores egen fremtid, rent teknologisk, eller muligheden for at blive afpresset af en amerikansk præsident, som gerne ofrer techgiganternes tillidsforhold med europæiske kunder i et større spil.

Det her handler om økonomi, understregede hun. Vi sender næsten 2.000 mia. kr. til USA hvert år som betaling for tech-produkter. Penge som kunne blive i Europa. Penge, som kunne være fundamentet under en stor it-industri, som så også kunne tjene penge på at sælge løsninger til resten af verden.

Vi har alle forudsætningerne – vi skal bare tage os sammen og tænke langsigtet som kunder, lød meldingen fra Cristina Caffarra. Faktisk er det en slags borgerpligt. En national pligt, der kan sammenlignes med kravet om national loyalitet fra erhvervslivet, hvis vi bliver angrebet og skal forsvare os i en krig.

Cristina Caffarras projekt med Eurostack handler om at få skabt og solgt en helt igennem europæisk teknologi-stack. Altså fra top – apps på telefonen, software på computeren – til bund – chips og centrale routere i vores internet.

Med i Eurostack-projektet er også – naturligt nok – en række europæiske it-selskaber. For eksempel schweiziske Proton, som er blevet fremhævet som et muligt alternativ til Gmail og mange andre gratis Google-tjenester. Det skal jeg selvfølgelig huske at nævne, selvom Cristina Caffarra understreger, at hun ikke er lobbyist og ikke modtager betaling for at udbrede sit budskab.

Vi har også tidligere hørt fra danske it-leverandører, som helt sikkert er med på det budskab, for det vil jo også kunne styrke deres forretning. For eksempel her fra Netcompany, da jeg talte med Netcompany-direktør - og tidligere topdiplomat - Ulrik Vestergaard Knudsen i december.

Men retorikken fra Cristina Caffarra var en hel del skarpere, end man normalt hører i de sammenhænge. Og den klinger måske lidt voldsomt, hvis man sidder i Ballerup eller Bogense som it-chef og skal overveje, om hele stakken af Microsoft-produkter skal skiftes ud. Den samtale med direktionen kan jeg godt se for mig blive ret kort.

Jeg spurgte hende derfor også ind til, hvad man gør som dansk virksomhed, der siden Microsofts opkøb af Navision i 2001 er blevet sovset godt og grundigt ind i den amerikanske gigants mange forskellige produkter. Måske med en stribe skræddersyede (og danskproducerede) udvidelser, som er bygget til at køre på Microsoft Dynamics og i Microsofts Azure-datacentre.

Eller om der var gode europæiske alternativer til en chatbot-løsning fra OpenAI eller Anthropic eller Google lige nu? Franske Mistral er forsvundet ret meget fra radaren – og hun mente faktisk også selv, at Mistral risikerer at forsvinde helt.

Så nej, det bliver selvfølgelig ikke nemt. Men hendes bøn var, at vi gør noget. Ikke bare snakker. Eller drømmer om, at de europæiske løsninger nok skal finde sit marked helt af sig selv. Fordi vi i Europa har de rigtige værdier, og fordi markedet skal gå sin gang, uden protektionisme. Eller hvad der nu har været af fine skåltaler.

Men fine værdier er helt ligegyldige, og de amerikanske tech-giganter har så mange penge, og har dygtigt sat sig så tungt på markedet, at der skal meget mere til, sagde Cristina Caffarra. Der skal aktive tilvalg og fravalg til. Ellers sker der ingenting – og vi taber vores digitale fremtid helt på jorden. Eller vi afleverer i hvert fald både rat og pedaler til en potentielt fjendtlig stormagt.

Et andet hovedbudskab handlede om den regulering, vi i Europa har været stolte over – når det har ramt amerikanske tech-giganter. Margrethe Vestager blev udråbt som Silicon Valleys fjende nummer et, og den danske toppolitiker, med sit rolige væsen og strikketøjet, blev nærmest et ikon hos de amerikanere, som i mange år har råbt på mere regulering af tech-selskaberne.

Men hvis formålet var at skabe bedre konkurrence og dermed bedre plads til europæiske tech-leverandører, var effekten lig nul. Eller endnu værre – vi fik ingenting ud af det, men vi brugte alt vores fokus og energi på det, i stedet for at gribe ind mere kontant, med for eksempel krav om at købe europæisk, lød budskabet.

Og det kom med en tung vægt bag sig, for Cristina Caffarra har i flere årtier – før arbejdet med Eurostack og kampen for europæiske tech-løsninger – været i ’fjendens lejr’. Hun var topkonsulent på alle de store konkurrencesager, som regel på tech-giganternes side. Og hun har set, hvordan de groft sagt bare griner og ser EU-reguleringen som en irriterende flue, man lige kan knipse væk.