Dansk virksomhed mærker krisen i tysk bilindustri
Investeringer i nye produktionslinjer i den tyske bilindustri er svundet meget ind, og det kan tydeligt ses i salget hos AM Tooling fra Odense.
Den tyske bilbranche har trådt hårdt på bremsen. Store fyringsrunder er på vej, bilfabrikker skal lukkes, og flere og flere komponenter bliver nu købt i Kina, i takt med at elbilerne vinder frem.
Den udvikling kan Torben Viby aflæse direkte i tallene. Han er direktør for AM Tooling i Odense, og her er der bare ikke længere samme antal ordrer til den tyske bilindustri med alle dens leverandører.
»Vi får stadig ordrer ind fra bilbranchen, men det har været noget belastet det sidste år. Det er et svært marked at sælge i nu,« siger Torben Viby.
For et år siden lå cirka halvdelen af omsætningen i bilbranchen – med slutkunder som Audi, Porsche, BMW og Mercedes – men nu er andelen faldet til omkring 30 pct., forklarer han.
AM Tooling sælger maskiner og værktøj til at producere især aluminiumsdele til biler, og salget afhænger derfor af, at slutkunderne investerer i nye produktionslinjer. Det er lige nu ret begrænset.
»Den tyske bilbranche har ikke solgt de elbiler, de havde regnet med, og de er presset af kinesiske biler. Så de er også mere forbeholdne over for at investere i nye produktionslinjer til nye modeller,« siger Torben Viby.
For eksempel har AM Tooling leveret en maskine, der producerer en bremsepedal af aluminium. Netop denne pedal har været brugt i adskillige modeller fra Volkswagen-koncernen, så maskinen har nu produceret over 12 mio. bremsepedaler. Men for AM Tooling var det bare én ordre for længe siden.
Og nu kommer der altså færre af den slags ordrer.
En del af forklaringen er økonomisk smalhals hos de tyske bilproducenter, som altså nu må skrue ned for investeringerne i nye produktionsanlæg og i stedet begynde at lukke bilfabrikker.
Men en anden del handler om Kina.




