Han måtte flytte sin virksomhed til USA på grund af regulering - men savner Europas regulering
Den succesfulde danske serieiværksætter Mikkel Vestergaard står nu over for det store, kommercielle gennembrud med selskabet Sceye. Men selvom han blev tvunget til USA, fordi han ikke kunne få flyvetilladelse til sine balloner i Europa, forsvarer han regulering.
Mikkel Vestergaard måtte flytte sin virksomhed fra Europa til USA på grund af regulering.
I New Mexicos ørken var døren åben til at teste den flyvende platform, en slags luftballon, der skal stå stille over samme punkt, mens lovgivningen spændte ben i Europa.
»Vi kunne ikke få tilladelse til at flyve i Europa. Og hos FAA i USA kunne vi få lov at lave eksperimenter. Bare vi gjorde det ude i ørkenen, langt fra noget som helst. Der gik det op for mig, at USA er et fantastisk sted at bygge virksomhed. Der er bare lidt højere til loftet,« siger han.
Mikkel Vestergaard er stifter af og topchef for Sceye, som han selv finansierede begyndelsen af med 600 mio. kr. af sine egne penge. I dag, 12 år senere, gør Sceye klar til det store, kommercielle gennembrud.
Og historien om, at han måtte flytte virksomheden fra Europa – ovenikøbet fra Schweiz, som plejer at blive fremhævet som et fristed for regulering – til USA, er efterhånden klassisk. Mange danske iværksættere har gennem tiden rykket deres virksomhed til USA og fået succes der. Nogle har skabt meget store tech-virksomheder med mange tusinde arbejdspladser. Som altså blev skabt i USA i stedet for i Danmark.
Men Mikkel Vestergaard kender også bagsiden af den historie. Og den skal med i diskussionen, mener han.

