TDC opgraderer mobilnettet over hele landet
Selv om der er håb forude, er der ingen garantier for at sorte huller forsvinder.
Bor du i et område med dårlig eller ingen mobildækning, så er der håb forude. TDC er nemlig i fuld gang med at opgradere mobilnettet over hele landet, og nu er turen kommet til det syd- og sønderjyske område.
Det skriver DR Syd i dag.
Fra oktober og året ud vil teknikerne opgradere mobilmasterne i området, og når det er færdigt vil der være 3G og 4G forbindelse næsten overalt.
Rasmus Avnskjold, der er presserådgiver hos TDC, vil dog ikke garantere, at der ikke også fremover kan være sorte huller i mobildækningen.
- Men det, vi kan garanterer er, at mobildækningen vil blive markant bedre, end den er i dag, siger han til DR Syd.
TDC's opgradering af mobilnettet bliver taget godt imod i Landdistrikternes Fællesråd.
- Det hilser vi velkomment. Det er så vigtigt for at kunne bo og leve i landdistrikterne, at der er en ordenlig mobildækning, siger næstformand Karsten Gram.
Det koster TDC fire millarder kroner at opgraderer mobilnettet over hele landet. I alt skal teknikerne rejse 100 nye master og opgradere 3500 gamle.

