Cisco slog resultat-estimat
Den amerikanske producent af netværksudstyr Cisco Systems kravlede lige over analytikernes forventninger i regnskabsårets første kvartal.
Men forventningerne til indeværende kvartal skuffede til gengæld en anelse.
Koncernen rapporterede et justeret resultat per aktie på 0,54 dollar for første kvartal mod 0,44 dollar i samme periode sidste og og analytikernes forventninger på 0,53 dollar per aktie.
Omsætningen løb op i 12,3 mia. dollar mod 12,1 mia. dollar sidste år og en ventet omsætning på 12,2 mia. dollar, ifølge Bloomberg News' rundspørge blandt analytikere.
I forbindelse med kvartalsrapporten annoncerede Cisco, at økonomidirektør Frank Calderoni planlægger at forlade sin post. Han vil blive erstattet af Kelly Kramer, der i det nuværende set-up er leder af virksomhedens Corporate Finance afdeling.
Cisco Systems venter, at salget i løbet af andet kvartal af det forskudte regnskabsår vil stige med 4-7 pct. i forhold til samme periode sidste år.
Analytikere havde estimeret en salgsvækst i andet kvartal på 8,3 pct.
Forventningen til det justerede resultat lød på intervallet 0,50-0,52 dollar per aktie i andet kvartal. Her havde analytikerne ventet et justeret overskud på 0,53 dollar per aktie.
Cisco faldt 1,6 pct. i eftermarkedet.
/ritzau/FINANS