Iværksættere vil forhindre truende shopping-sammenbrud
Mandagen efter Thanksgiving er kendt som Cyber Monday, hvor de amerikanske webshops eksploderer af travlhed. Den danske virksomhed Queue-it sørger for at amerikanerne kan svinge kreditkortene uden at websiderne bryder sammen.
En halv milliard mennesker eller ca. 14 pct. af verdens befolkning har nu stået i kø på en webside med hjælp fra den danske it-virksomhed Queue-it.
De fleste danskere kender nok queue-it, som dem der forhindrer Skat.dk i at gå ned hvert år, når årsopgørelserne bliver frigivet. I stedet står vi nu pænt i kø, som nede i supermarkedet, når vi skal tjekke, om vi skal have penge tilbage eller betale ekstra skat. Givet, det kan godt tage en uges tid at komme igennem køen, men alle bliver betjent, og webstedet styrter ikke i grus af belastningen.
Queue-its service kommer især til sin ret, når online shops oplever en spidsbelastning, som f.eks. op til jul og i udlandet i forbindelse med Cyber Monday.
Begrebet dækker over en meget travl online shoppingdag. Det blev oprindelig brugt om mandagen efter Thanksgiving i Amerika, hvor presset på webshops stiger voldsomt i forhold til andre dage. Selvom begrebet ikke er så kendt i Danmark endnu, har fænomenet bredt sig til mange andre dele af verden, hvor man promoverer internethandel under Cyber Monday flaget.
Queue-it's medstifter Camilla Ley Valentin fortæller om opgaverne med Cyber Monday:
»I denne uge har vi blandt andet haft travlt med at hjælpe vores kunder i Sydamerika, som over de næste par uger afvikler en række ”Cyber Monday” kampagner.«
Webshopsene oplever, at et nedbrud på et tidspunkt, hvor de burde omsætte allermest i minuttet, kan være katastrofalt, fortæller Camilla Ley Valentin og fortsætter:
»Det betyder selvfølgelig yderligere eksponering af vores løsning samt endnu en skridt på vejen imod vores ambition om at blive den primære globale platform for online kø-afvikling.«
Den danske iværksætter virksomhed har nu rundet en stor milepæl. Med bare omkring fire år på bagen har Queue-it haft en halv milliard mennesker igennem deres system.
»Vi er enormt stolte over den succes, vi har opnået på forholdsvis kort tid. At vi nu har haft en halv milliard brugere igennem vores system betyder, at vi rent faktisk har gjort en forskel for rigtig mange mennesker, og det er vi selvfølgelig virkelig stolte af,« udtaler Camilla Ley Valentin.
Det er især webshops, som f.eks. billetudbydere, der har stor glæde af Queue-its system, som stiller slutbrugeren i kø, når belastningen på shoppen bliver for stor. Det gør at webshoppen undgår at miste kunder og gå glip af essentiel indtjening på de travleste dage.
Med kunder på alle klodens kontinenter må Queue-it siges at være en af Danmarks store eksportsucceser, med kunder som, udover Skat, tæller f.eks. Tickets.com, T-mobile og WWF.
Læs også på Trendsonline.dk:

