Gadget-iværksættere får 8 mio. kr. til at vokse for
Airtame samlede først otte mio. kr. ind med crowdfunding. Nu kommer et tilsvarende beløb i venturekapital fra Seed Capital og manden bag højttalerfirmaet Libratone.
En trådløs udgave af HDMI-kablet til skærmen er omdrejningspunktet for det unge firma Airtame. Den gør det nemlig muligt at flytte skærmbilledet fra din telefon eller computer over på en anden skærm, uden kabler, og det koncept tror investorerne hos Seed Capital nu så meget på, at de sammen med Tommy Andersen fra Libratone skyder otte mio. kr. i Airtame.
Iværksætterfirmaet blev undfanget i sommeren 2013 af Jonas Gyalokay og Atilla Sukosd, og i løbet af efteråret blev der samlet over otte millioner kroner ind via crowdfunding-tjenesten Indiegogo. Firmaet vandt også prisen som bedste start-up på verdens mest omtalte elektronikmesse CES, og indtil nu har 21.000 kunder købt produktet, selvom det ikke er færdigudviklet.
»De løser et problem, som mange mennesker har i deres hverdag, på en super-elegant måde – og så har de et fantastisk team. Markedet for de her produkter er forholdsvist nyt, men Airtame er de første, der kommer med en løsning, der er uafhængig af en bestemt platform. Du kan bruge det med Android, iPhone og Windows,« siger Tommy Andersen.
Han investerer af de grunde nu i Airtame med nogle af de penge, han tjente på at sælge sit eget iværksætterprojekt, højttalerfirmaet Libratone, videre til investorer sidste år.
Planen for Airtame, som holder til i indre København, er at få finpudset teknikken, så Airtame-dimsen bliver helt klar til en snarlig lancering.
»Investeringen skal kort sagt bruges til at gøre produktet færdigt og få det bredt ud på markedet. Alle de grundlæggende funktioner er på plads, og vi arbejder nu på stabiliteten, så vi kan blive klar til lanceringen i andet kvartal,« udtaler adm. direktør Jonas Gyalokay.
Airtame minder om en Google Chromecast og bliver på samme måde monteret i HDMI-stikket til et fjernsyn, projektor eller computerskærm. Den danske udfordrer kan dog langt mere end Googles variant og koster også over fire gange så meget, omkring 1.300 kroner.
Målgruppen er især virksomheder, da de fleste kender problemet med at tilslutte en computer til storskærmen i mødelokalet.


