Virksomheder strammer grebet om illoyale ansatte på nettet
Upassende adfærd på de sociale medier er omdrejningspunktet i flere og flere disciplinærsager. Verdens største selskaber har fundet en lovpraksis at læne sig op ad, viser en ny undersøgelse.
Det kan godt være, at de ansatte i stigende grad bliver bedt om at profilere deres virksomhed på sociale medier – men netop derfor skal de være ekstra varsomme i forhold til tidligere.
For noget tyder på, at cheferne både holder mere øje med deres opdateringer og er mere parate til at slå ned over for upassende formuleringer. Erhvervsorganisationen DI mærker således tydeligt, at de sociale medier spøger mere og mere i disciplinærsagerne herhjemme.
»Det er der ingen tvivl om. Medarbejderne skal tænke over, hvad de skriver. Ellers risikerer de at miste deres job,« konstaterer Sanne Claudius Stadil, som er underdirektør hos DI med ansvar for ansættelsesret og altså rådgiver cheferne i de prekære situationer.
Den samme tendens skinner igennem i en endnu ikke offentliggjort undersøgelse, som er foretaget af den internationale juridiske tænketank IBA.
I undersøgelsen har 77 multinationale selskaber fordelt på 37 lande svaret på, hvor meget de sociale medier fylder i deres juridiske afdelinger. Det samme blev de spurgt om for et par år siden, og især et af punkterne vækker opsigt: I 2013 rejste blot 1 pct. af de adspurgte virksomheder flere end fem disciplinærsager årligt som følge af de ansattes opførsel på de sociale medier. Nu rejser 12 pct. af virksomhederne flere end 20 sager om året.
Artiklen fortsætter under illustrationen...
»Stigningen skyldes to ting,« siger Anders Etgen Reitz, som i sin egenskab af partner hos advokatfirmaet IUNO har opsamlet resultaterne i en rapport, der udkommer i næste måned.
»For det første er der flere og flere brugere på de sociale medier, hvilket får flere og flere til at komme galt afsted. For det andet er der opstået en lovpraksis på området, så det nu er mere klart for virksomhederne, hvornår grænsen er overtrådt,« fortsætter Anders Etgen Reitz.
Sagerne opstår typisk på baggrund af såkaldt illoyal adfærd over for virksomhederne - altså grimme formuleringer om arbejdspladsen - eller pjæk afsløret via de ansattes egne opdateringer.
Derfor understreger A.P. Møller – Mærsk, Novo Nordisk og andre aktører, at private opdateringer rent faktisk er offentlige.
Denne artikel har skabt en del debat på Twitter.:
Læs mere på Twitter.

