Åh, nej - vores internet kan ikke følge med Moores Lov
En af de højest placerede danskere på den internationale it-himmel, Denis Vilfort fra EMC, havde et klart budskab med til Atea Expo i Aarhus: Vi kommer snart til at mangle båndbredde.
Det er svært at lade være med at spærre øjnene op og slå ørerne ud og sidde stille, når Denis Vilfort står på scenen.
Han er Chief Federation Evangelist hos servergiganten EMC og dermed en af de højest placerede danskere på den internationale it-himmel. Dansker er måske så meget sagt, for Denis Vilfort har boet på den amerikanske vestkyst i årtier og taler derfor - med egne ord - et papegøjesprog, når han forsøger at gøre sig på sit modersmål.
Det kom atter til udtryk onsdag eftermiddag i Aarhus på Atea Expo, landets største it-messe, da evangelisten fra EMC holdt et oplæg om "digital disruption" - altså de forstyrrelser af vores verdensbillede, som digitaliseringen bringer med sig. Budskabet var dog ikke til at tage fejl af.
»Vi er i en usandsynlig stor opbrydningstid,« fastslog Denis Vilfort fra begyndelsen med afsæt i, at der nu findes 6,8 mia. telefoner på kloden, så alle sådan set har råd til at rende rundt med en computer i lommen.
Det lyder jo vildt, men om fem år er det endnu vildere. Vi vil gå fra 2,3 til 7 mia. forbundne mennesker og fra 4,9 til 30 mia. forbundne computere, hvilket vil få den i forvejen uhyggeligt store datamængde på kloden til at eksplodere.
Det sidste er ikke en overraskelse - pointerede Denis Vilfort - for udviklingen følger blot Moores Lov, der netop har rundet 50 år og groft sagt siger, at computerkraften i det samme kredsløb fordobles hver 18. måned på grund af teknologiske forbedringer. Det viser sig blandt meget andet ved, at nutidens telefoner hver for sig indeholder så meget computerkraft som 150 fodboldbaner fyldt med computere fra årgang 1965.
Problemet er bare, at internethastigheden slet ikke er fyldt med Moores Lov og derfor risikerer at sætte sig som en flaskeprop over den teknologiske champagnegalop.
»Det er jo forfærdeligt for samfundet, hvis vores båndbredde ikke kan følge med softwareudviklingen,« udbrød Denis Vilfort og antog derfor, at der snart bliver opfundet en hurtigere måde at transportere data.
Lidt af en nyhed sådan en onsdag.


