Hvad er IBM Watson?
Finans forklarer: Sådan bringer supercomputer orden i usammenhængende data.
Hvordan får man styr på ustrukturerede data og oversigt over nye mønstre? Det kan cognitive computing og supercomputeren IBM Watson hjælpe med.
Innovationsdirektør Anders Quitzau hos IBM forklarer:
»IBW Watson er vores supercomputer, som i dag ikke - som mange måske forestiller sig - er en stor kolos, men en række Power-servere i vores datacentra. Den er tilgængelig via nettet på alt fra smartphones til pc'er, og den kan også bygges ind i mobile apps, som det er tilfældet med IBM Watson Trend App.«
»Kognitiv computing er et redskab til at få styr på ustrukturerede data, så man kan finde nye mønstre og sammenhænge og fortolke og få svar fra disse data. Det handler reelt mere om software end om hardware, og det sker i "skyen". Kognitiv computing interagerer med brugerne, der eksempelvis snart kan tale til computeren og få et intelligent svar.«
»Ud fra spørgsmålet kan computeren vurdere spørgerens forudsætninger. Så hvis det er en ekspert, der spørger, får vedkommende et andet svar end en spørger med færre forudsætninger og mindre viden.«
»Hvis det drejer sig om en købssituation, kan computeren vurdere, om køberen er tøvende eller tæt på at foretage et køb.«
»Indsamlingen af data og tolkningen af disse data sker kontinuerligt, så svar hele tiden bygger på de nyeste informationer. Og så bliver Watson også hele tiden klogere, når den samarbejder med forbrugerne og får feedback.«
»'Cognitiv Business' er et nyt management buzz-word på fremmarch. Det er, når man på toppen af digitaliserede arbejdsgange i virksomhederne lægges kognitiv IT. Det kan vi allerede se rigtig mange og gode eksempler på i dag.«

