Apple køber 3D-animationselskab brugt i den nye Star Wars-film
Et nystartet selskab med leverancer af 3D-stop-motion-teknologi til den nyeste Star Wars-film er blevet købt af Apple. Ingen ved dog helt, hvad Apple skal bruge selskabet til.
It-giganten Apple har slået kløerne i den schweiziske it-virksomhed Faceshift, der blandt andet har leveret motion-capture-teknologi til den seneste Star Wars-film.
Det skriver BBC.
Med andre ord har iværksættervirksomheden Faceshift specialiseret sig i at optage en skuespillers ansigtstudtryk og lade 3D-animerede figurer efterligne skuespillerens mimik.
Købssummen er ukendt, ligesom det er uvist, hvorfor Apple køber et selskab, der normalvis beskæftiger sig med at levere motion capture-teknologi.
En talsmand fra Apple har ifølge BBC udtalt følgende om opkøbet:
"Apple køber mindre teknologi-virksomheder fra tid til anden, og vi diskuterer generelt ikke vores formål og fokusområder (med disse opkøb, red.)".
Grundet det noget usædvanlige opkøb bliver der spekuleret i, hvad monstro Apple skal bruge en 3D-animationsvirksomhed til.
TechCrunch og Forbes har spekuleret i, at Apple forbereder sig til en kommende virtual reality-lancering.
Især efter Apple også købte en anden europæiske iværksættervirksomhed, tyske Metaio, med augmented reality-produkter og virtual reality-patenter på samvittigheden for omkring 200 mio. kr.
BBC skriver dog, at Apple snarere skal bruge Faceshift til at tilpasse i nogle af sine andre nyindkøb, hvor machine learning, stemmegenkendelsessoftware og kunstig intelligens har været omdrejningspunkterne.
Du kan i den nedenstående video se, hvordan Faceshifts teknologi blandt andet kan benyttes.
Læs også på Computerworld:
Efter Apple har erkendt iPad-problem: Klagerne over iPad Pro strømmer ind

