Microsoft brygger på nye telefoner - som skal køre iPhone-apps
Det går ikke godt med Microsofts forsøg på at gøre Windows populært på smartphones. Nu gør firmaet klar til en helt ny strategi, med ny hardware og muligheden for at køre samme apps som på iPhone.
"Det er en god telefon, men udvalget af apps er for ringe."
Sådan har dommen lydt mange gange over de smartphones, som først Nokia og nu Microsoft sendte på gaden med Windows Phone-styresystemet.
Uanset hvor meget Microsoft lokkede eller betalte sig ud af det, manglede der bare altid en af de nye, hotte apps, som man kunne få på Android eller på iPhone.
Løsningen på det problem blev en plan om at bygge en ’broforbindelse’ mellem systemerne, så det blev gjort uhyre nemt for udviklerne af apps til de to andre platforme også lige at få en app skudt afsted til Windows-telefonerne.
Rygterne om Microsofts flirteri med Android har kørt længe, men projektet gik i stå og blev til sidst droppet, rapporterer Forbes. Der var for store tekniske problemer i at flytte en Android-app over til Windows og få et rimeligt resultat.
Omvendt var den tekniske forskel mellem en iPhone og en Windows-telefon så stor, at man her fra starten arbejdede med en anden strategi, hvor hele app’en skal kodes om. Og det projekt skal nu være den ene, helt afgørende livline for Microsofts håb om stadig at få gang i Windows på telefoner.
Den anden livline er at droppe hele arven fra opkøbet af Nokia og altså sende Lumia-telefonerne på pension. I stedet skal Microsofts Surface-afdeling udvikle de næste telefoner.
Surface er navnet på Microsofts efterhånden ret succesrige mærke af kraftfulde tablets og senest en mere traditionel bærbar computer, hvor skærmen dog også kan klipses af og fungere som en tablet. Den positive energi vil Microsoft ifølge Forbes overføre til smartphones, som en slags helt ny start på området.
De nye tiltag hos Microsoft er rapporteret af flere tech-medier, men Microsoft har endnu kun udtalt sig kryptisk om planerne. De er altså ikke officielt bekræftede.
Salget af smartphones med Windows er fortsat med at dale, nu til under 2 pct. af markedet. Lanceringen af Windows 10 har gjort det muligt for Microsoft at køre samme apps på tværs af både telefoner, tablets og traditionelle computere, men det trick har altså ikke rigtig udmøntet sig i en større interesse for Windows-telefoner.

