Fortsæt til indhold

CSC-hackerens makker sigtet for nyt politi-indbrud

CSC-hackeren Gottfrid Svartholm Vargs gamle makker har slået til igen. Denne gang er både det svenske politi og skattevæsen blevet hacket.

Tech
joachim kühlmann selliken

Den svenske anklagemyndighed sigter i dag en 39-årig mand for at have hacket det svenske politis personregister og det svenske skattevæsen. Det oplyser Computerworld's svenske søsterside idg.se.

Manden er en gammel kending af både politiet og anklagemyndigheden, som sidst havde ham i hænderne i 2013.

Dengang sad han side om side med CSC-hacker og Pirate Bay-grundlægger Gottfrid Svartholm Varg. De to blev blandt andet dømt for at have hacket Nordea og it-virksomheden Logica.

Det var i forbindelse med efterforskningen af den sag, det svenske politi blev opmærksomme på, at en af Gottfrid Svartholm Vargs computere var blevet brugt til at hacke det danske politis servere hos CSC.

Det kan du læse mere om her.

Nu lader det så til, at de svenske politifolk har fået en oplevelse tilfældes med deres danske kolleger.

"Der er tale om alvorlig og systemfarlig kriminalitet, som handler om adgang til kreditsystemet og de systemer, som håndterer borgernes personlige oplysninger," udtaler kammeranklager Mats Ljungkvist.

Indbruddene i de følsomme systemer skal have fundet sted mellem november 2013 og marts 2014. En periode hvor manden i forvejen var under skærpet opsyn fra de svenske myndigheder som en del af sin straf for hacket af Nordea og Logica.

Læs også på Computerworld: Så faldt hammeren over Gottfrid Varg: Dømt skyldig i Danmarks største hacker-sag

Artiklens emner
CSC