Her er teleselskabernes billigste produkter
Se, hvor meget du kan få for pengene hos de danske teleselskaber.
Det nye teleselskab Plenti vil give kunderne fri data, tale, SMS og adgang til en lang række tjenester. Alt sammen for 199 kr. om måneden.
Medstifter og direktør Peter Mægbæk forklarer i en pressemeddelelse, at Plenti er mere end blot et teleselskab. De er en underholdnigstjeneste.
»Vi har sammensat et lanceringsprodukt, som, vi mener, giver kunderne en optimal blanding af underholdning, fri tale, fri sms og fri data til en pris, der ligger væsentligt under den, som andre spillere på markedet tilbyder,« siger han.
Dermed ønsker selskabet at sætte en ny agenda for den måde, som mobiltelefoni og digitalt indhold fungerer og bliver markedsført på i dag.
Kunderne får bl.a. adgang til indhold fra Egmont, Aller, Tivoli, Berlingske, Ekstra Bladet og Mofibo. Ifølge selskabet er flere indholdsleverandører på vej.
»For os er tale og data forudsætningen, så i stedet for at sælge minutter og gigabytes, som kunderne jo kun oplever som begrænsninger, så vil vi meget hellere bruge energien på at skabe reel værdi for vores kunder med relevant digitalt indhold,« siger Peter Mægbæk.
At finde rundt i labyrinten af teleselskaber, data, mængder fri tale og antallet af SMS'er, du kan sende, kan være svært.
Ikke mange af selskabernes produkter er ens, og hvad og hvor meget, du får for pengene, er forskelligt.
Her er teleselskabernes billigste produkter.
| Teleselskab | Pris og produkt |
|---|---|
| Call me | For 119 kr. om måneden får du fri SMS/MMS, 4G-netværk, 25 GB data og 15 timers fri tale. |
| Oister | For 69 kr. om måneden får du tre timers tale, 1 GB data, fri SMS/MMS og 4G-netværk. |
| Zenji | For 99 kr. om måneden får du enten 8 eller 16 timers tale, 8 eller 16 GB data, 4G-netværk og fri SMS/MMS. Derudover rabatter hos over 3.000 samarbejdspartnere, som f.eks. Zalando. |
| Telmore | For 119 kr. om måneden får du 11 eller 22 timers tale, 11 eller 22 GB data, 4G-netværk og fri SMS/MMS. |
| TDC | For 149 kr. om måneden får du fri tale, 3 GB data, 4G-netværk og fri SMS/MMS. Det bliver desuden billigere, hvis hele familien samler deres abonnement i samme pakke. |
| Telia | For 129 kr. om måneden får du 10 timers tale, 2 GB data, 4G-netværk og fri SMS/MMS. |
| OK | For 69 kr. om måneden får du 2 timers tale, 1 GB data, fri SMS/MMS, fri Facebook og 4G-netværk. |
| Telenor | For 129 kr. om måneden får du 10 timers tale, 2 GB data, fri SMS/MMS og 4G-netværk. |
| CBB Mobil | For 109 kr. om måneden får du 15 timers tale, 15 GB data, fri SMS/MMS, fri Facebook og 4G-netværk. |
| Fullrate | For 119 kr. om måneden får du 5 timers tale, 26 GB data, fri SMS/MMS og 4G-netværk. |
| YouSee | For 129 kr. om måneden får du 8 timers tale, 4 GB data, fri SMS/MMS, YouSee Musik og 4G-netværk. |
| Mobilic | For 99 kr. om måneden får du 9 timers tale, 5 GB data og fri SMS/MMS. For 20 kr. ekstra kan du tilkøbe 4G-netværk. |
| Green Tel | For 48 kr. om måneden får du 1 times tale, fri SMS/MMS, 1 GB data og 4G-netværk. |
| 3 | For 99 kr. om måneden får du 10 timers tale, 10 GB data, fri SMS/MMS og 4G-netværk. |
| GreenSpeak | For 99 kr. om måneden får du 12 timers tale, 12 GB data, fri SMS/MMS og 4G-netværk, og så donerer GreenSpeak 100 kr. til en velgørenhedsorganisation efter dit valg, når du opretter dig. Overskuddet doneres også til gode formål, som kunderne bestemmer. |
| Plenti | For 199 kr. om måneden får du fri data, fri tale, fri SMS/MMS, 4G-netværk og adgang til Egmont, Aller, Ekstrabladet EKSTRA, Berlingske Online, Mofibo og fri entré til Tivoli. |


