Finn Nørbygaard snydes for stor erstatning: »Hvis der en dag falder 100 kr. af til mig, så bliver jeg lykkelig«
Den tidligere storentertainer tabte, på papiret, et trecifret millionbeløb på fupfabrikken IT Factory. Men som privatinvestor står han sidst i køen blandt kreditorerne.
Det er næsten umuligt at sige Stein Bagger uden at sige Finn Nørbygaard.
Den folkekære komiker blev styrtende rig i 00'erne, fordi han investerede indtjeningen fra sine shows, reklamer og film i it-selskabet IT Factory, hvis omsætning blot steg og steg som en tabt ballon i et tivoli.
Hele svindelnummeret sprang dog i luften i slutningen af 2008, og mens Stein Bagger flygtede gennem det halve af verden, sad Finn Nørbygaard med sit hoved i hænderne. Hans formue blev med et fingerknips forvandlet fra et trecifret millionbeløb til et iturevet stykke papir.
Siden har han som bekendt været tvunget til at sælge en masse ejendele, flytte adresse og lease sig til en billigere tilværelse. Finn Nørbygaard er forlængst kommet videre, betoner han, men følger dog stadig med i jagten på Stein Bagger fra afstand.
Af samme grund er han både fornøjet og misfornøjet over, at tidligere KPMG-partnere nu er gået med til at betale en erstatning på 333 mio. kr. til IT Factorys konkursbo. Omtrent en tredjedel af pengene tilfalder nemlig kreditorerne, men formentlig ikke Finn Nørbygaard.
»Det er lidt ærgerligt, for der er jo en rækkefølge, og som privatinvestor står jeg sidst i rækken. Det har jeg forlængst indstillet mig på,« forklarer Finn Nørbygaard, der i dag ernærer sig som psykoterapeut og står bag en succesfuld foredragsvirksomhed om personlig krisehåndtering.
Det sidste punkt - den personlige krisehåndtering - har han selv haft masser af behov for undervejs i Stein Bagger-sagen, der nu har strakt sig i mere end syv år for de bedragede investorer. Syv laaaaaaange år, lyder det.
»Det er sådan en serie, der virker længere end "Game of Thrones". Jeg har ikke skubbet sagen væk fra mig, for jeg følger stadigvæk med i den. Men det er kun fint, at flere og flere kapitler nu bliver afsluttet,« siger Finn Nørbygaard med afsæt i erstatningsforliget mellem de tidligere KPMG-partnere og kurator Boris Frederiksen.
Tilbage resterer så den fortsatte jagt på Stein Baggers udbytte, der - i mangel af andre beviser - er opgjort til omtrent 183 mio. kr. ud af den samlede miliardsvindel. Resten af pengene er enten dukket op i små selskaber og skuffer undervejs eller blevet spenderet på luksus og lir før afsløringen.
»Hvis der en dag skulle falde 100 kr. af til mig, så bliver jeg lykkelig, men jeg regner ikke med noget,« siger Finn Nørbygaard og fortsætter:
»Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at bagmandspolitiet finder Stein Baggers spade i ørkenen og blot skal stikke den i jorden.«

