Facebook-bot brygger sin egen øl
Kunstig intelligens kommer ikke til at overtage verden, men vil i stedet øge menneskets færdigheder, mener et britisk mikrobryggeri, som netop har lanceret en helt særlig øl.
Det har ikke skortet på advarsler fra alverdens store hjerner, når det kommer til fremtidens kunstige intelligens, hvilket er rigt illustreret i diverse science fiction film.
Men hos et lille britisk mikrobryggeri er fremtidsperspektiverne noget mindre dystopiske.
IntelligentX Brewing Company hedder bryggeriet, og de har netop lanceret deres version 0.01 af en øl brygget af netop en kunstig intelligens.
Det skriver det britiske techmedie Wired.
Bryggeriet, som har huse i London, har ladet en computer stå for sammensætningen af deres nye serie, som har fået det mundrette navn "AI", og som kommer i udgaverne "Golden", "Amber", "Pale" og "Black".
Og opskriften? Den kommer såmænd fra en Facebook Messenger bot.
Ved hjælp af en maskin-lærende algoritme har bot'en indsamlet kundefeedback og synspunkter og kværnet det sammen til det, som bot'en mener, er den bedste opskrift i hver kategori.
Øllen er herefter blevet brygget. Om opskriften er vedhæftet en kærlig bemærkning til brygmesteren om "bryg, ellers overtager jeg verden", melder historien ikke noget om, men fra en af bryghusets skabere, Hew Leith, lyder der kun rosende om den megen computerkraft, der ville svare til at lade tusindvis af mennesker bestemme, hvilke knapper der skulle trykkes på i bryggeriet.
Han er glad for, at han kan bruge kunstig intelligens til andet end blot de mange skræddersyede annoncer, der ellers bruges enorme mængder computerkraft på:
»Vi mener, vi kan bruge den data mere nyttigt. Nemlig til at skabe bedre produkter, som bliver bedre med tiden,« udtaler han i et interview med techmediet PC Mag og uddyber:
»I modsætning til den generelle overbevisning tror vi ikke på, at kunstig intelligens kommer til at overtage alles job. Vi tror på en fremtid, hvor kunstig intelligens forstærker menneskets evner.«
Hew Leith mener således, at samme teknik kan benyttes på tusindvis af andre produkter, eksempelvis kaffe, perfume og chokolade.
AI-serien er under konstant udvikling, efter som bot'en modtager og vurderer og lærer fra nye brugerinputs og samtidig kan spotte trends i tiden. Men serien "AI" kan nu købes i et "ekstremt begrænset" oplag lokalt hos UBrew i London for 4,5 pund eller knap 40 kr. stykket, men øllen kommer til salg på nettet også, melder bryggeriet. Det forlyder desuden, at bryggeriet er i forhandlinger med flere Michelin-restauranter, som tilsyneladende er interesserede i et oplag.
Du kan se en video om øllen herunder.