Hewlett-Packard Enterprise sætter hele software-divisionen til salg
Hewlett Packard Enterprise er i færd med at sælge hele sin mægtige software-forretning til højestbydende.
Hewlett Packard Enterprise har angiveligt sat hele sin software-forretning til salg.
Ifølge Wall Street Journal forlanger selskabet mellem 50 mia. og 70 mia. kr. for divisionen.
Nyhedsbureauet Reuters meddeler, at flere af de store kapitalfonde er interesserede i at købe divisionen, som blandt andet indeholder resterne af softwareselskabet Autonomy, som HP købte i 2011.
Dette køb regnes i dag for at være et af de mest fejslagne, som HP har foretaget, da Autonomy og HP hurtigt blev hvirvlet ind i en sag om regnskabssvindel og fup i meget stort omfang.
HP har blandt andet forlangt 35 mia. kr. i erstatning fra to tidligere Autonomy-direktører for regnskabsfusk.
Det kan du læse mere om her.
Hewlett Packard blev for 11 måneder siden delt op i to selvstændige selskaber, nemlig HP Inc (pc- og printerforretning) og Hewlett Packard Enterprise (hardware, services og software til erhvervslivet).
Det kan du læse mere om her.
Der har tidligere været rygter fremme om, at kapitalfonde sværmede om hele Hewlett Packard Enterprise som muligt opkøbsemne.
Dengang mente visse kilder dog samtidig, at kapitalfondene var mest interesserede i netop software-forretningen
Efter et frasalg af softwaredivisionen vil Hewlett Packard Enterprise fokusere på servere, netværk, storage samt forskellige erhvervsrettede services.
Et frasalg vil øge selskabets mulighed for at fokusere forretningen efter lang tid med begrænset succes.
Software-divisionen omsatte i fjor for 3,6 mia. dollar - 24 mia. kr. Det er otte procent mindre end året før. Hewlett Packard Enterprise frasolgte tidligere på året hele sin konsulent- og outsourcingforretning med 100.000 medarbejdere.
Køberen var CSC, der betalte 60 mia. kr. for hele forretningen.
Det kan du læse mere om her.
Hewlett Packard Enterprise har tidligere meldt ud, at selskabets plan er at skære dets omkostninger med en mia. dollar i den kommende tid - blandt andet ved at flytte job til andre lande.
Analytikere peger på, at it-virksomhederne generelt er under pres for at strømline drift og skærpe deres strategiske fokus.