Fortsæt til indhold

Apple i u-vending med Titan-projekt

Medie: IPhone-kæmpen vil ikke længere sigte efter at producere en æble-bil, men genstarter hele det projekt, der er kaldt Silicon Valleys dårligst bevarede hemmelighed.

Tech

Et af techgiganten Apples mest hemmelige projekter, Project Titan, som efter sigende skulle udmønte sig i en elektrisk, førerløs Apple-bil engang i fremtiden, bliver nu ”genstartet”.

Virksomheden har grundet flere problemer med projektet lukket dele af divisionen, der arbejder på sagen, ned og fyret et ukendt antal medarbejdere, skriver New York Times på baggrund af udtalelser fra tre anonyme kilder, der angiveligt har indsigt i sagen.

Apple er langt fra eneste virksomhed, der investerer tungt i førerløse biler, men ulig eksempelvis Google, Uber og Tesla, som alle har været åbne omkring deres udvikling af selvkørende teknologi, har Apple været - traditionen tro - meget lukket og hemmelighedsfulde omkring deres projekt.

Derfor har virksomheden aldrig indrømmet, at den arbejder på et bilprojekt, selvom Appleboss Tim Cook kunne synes at løfte lidt af sløret, da han har talt om de omvæltninger, der i tiden kan spores i bilindustrien, og i den forbindelse bl.a. udtalte:

»Det bliver snart juleaften.«

Hvad denne ”genstart” betyder, er dog endnu uvis, men ifølge New York Times forlyder det, at Apple simpelthen har skiftet fokus.

Nu er målet ikke længere en bil med et æblelogo, men i stedet udvikling i selve den teknologi, der muliggør førerløse biler.

Alligevel er Apple nu selv begyndt at teste selvkørende biler i den virkelige verden, lyder det ligeledes fra anonyme kilder, avisen har talt med.

Project Titan tog for alvor fart for omkring to år siden, hvor Apple begyndte at hyre ekspertise inden for bl.a. batteriteknologi og såkaldt ”machine vision”.

I løbet af 18 måneder voksede divisionen til over 1.000 medarbejdere, men på samme tid som projektet tog fart, begyndte problemerne at hobe sig op.

Tidligere i år forlod frontfigur for bilprojektet Steven Zadesky, som bl.a. havde arbejdet for Apple i 16 år og havde en fortid hos Ford, sin stilling og overlod posten til en af Apples mest erfarne produktchefer, Bob Mansfield.

Project Titan har længe været udråbt som Silicon Valleys dårligst bevarede hemmelighed. Det er trods alt svært at ansatte tusindvis af eksperter inden for en bestemt branche, uden at rygterne løber.

Artiklens emner
Selvkørende biler
Apple