Fortsæt til indhold

Nu kommer Googles nye Chromecast Ultra til Danmark: Har en trumf i kampen mod Apple TV

Googles lille streaming-dongle kommer nu til salg i Danmark. Selvom du ikke har et 4K-fjernsyn, kan Chromecast Ultra godt være interessant for dig.

Tech
morten sahl madsen, computerworld

Google er klar til at sælge firmaets nye Chromecast Ultra i Danmark til en pris på 630 kr. eksklusiv fragt.

Chromecasten er en af de mest populære streaming-dongles på markedet, særligt på grund af den lave pris og enkle betjening, og den nye Chromecast Ultra ser ud til at holde fast i begge dele trods en fordobling af prisen.

Samtidig kan Chromecast Ultra streame 4K-film og -videoer fra Netflix og YouTube, og i en nær fremtid vil også Googles egen filmbutik, Google Play Movies, også have 4K-film.

For at se 4K-film, kræver det selvfølgelig, at du har et UHD-fjernsyn med den skyhøje opløsning. 4K-streaming kræver meget af dit trådløse netværk, men Chromecast Ultra er udstyret med en ethernet-port, der kan aflaste dit netværk.

Ultra-modellen skulle desuden være 1,8 gange hurtigere til at forbinde og påbegynde video-streaming end tidligere modeller over WiFi. Også selvom du ikke har et 4K-fjernsyn.

Læs også på Computerworld: Fem streaming-gadgets som kan gøre dit fjernsyn ekstra smart

4K-markedet har længe været det nye vilde vesten hos tv-producenterne. Uden en egentlig fælles standard har tv-producenterne skudt det ene fjernsyn ud efter det andet med UHD-panel, men som kun i mindre grad rent faktisk har evnerne til at vise 4K-materiale.

For eksempel kan Philips første udgaver af 4K-fjernsyn fra 2014 ikke vise 4K-video fra Netflix eller YouTube uden brug af en ekstern boks.

Læs også på Computerworld: Pas på: Dit hundedyre 4K-fjernsyn kan få meget svært ved at vise 4K-film

Dertil kommer, at flere smartTV's brugerflader fungerer cirka lige så stabilt som togplanen hos DSB. Mange køber et AppleTV eller anden streaming-boks for at få bedre streaming, og en bedre brugerflade, men Apple TV kan endnu ikke streame 4K-film.

Bestiller du Googles Chromecast Ultra via Googles egen Google Play-butik, kan du regne med at modtage donglen i løbet af næste uge.

Et alternativ til Googles Chromecast er Nvidias Shield-boks, der også kan streame 4K-materiale fra YouTube og Netflix, og som samtidig kan streame spil fra din computer, hvis computeren er udstyret med et Nvidia grafikkort.

I løbet af de kommende uger vil Computerworld teste den nye Chromecast Ultra for at se, hvor godt 4K-streamingen virker.

Læs også på Computerworld: Test: Den nye Chromecast (2015) byder på få nyheder, men er stadig alle pengene værd

Artiklens emner
Google
Apple