Milliardinvestering på vej i Odense? Facebook løfter sløret torsdag formiddag
Efter flere måneder med gisninger om et nyt, stort datacenter på dansk grund, inviterer Facebook nu til pressemøde i Odense torsdag formiddag.
Klokken 10.00 på Odense Rådhus vil den amerikanske it-gigant Facebook løfte sløret for en nyhed.
Og både timing og geografi peger i retning af, at det nu endeligt bliver officielt bekræftet, hvad flere medier har skrevet om i månedsvis: At Facebook vil åbne et stort datacenter på dansk grund, ganske som Apple har valgt at gøre.
I oktober kunne Fyens Stifttidende skrive, at et Facebook-datacenter var på vej i Tietgenbyen i Odense. Et firma havde allerede på vegne af Facebook købt grunden, som ifølge avisens oplysninger skal rumme tre store serverhaller. Tilsammen skal byggeriet, som en britisk entreprenør skal stå for, brede sig over 184.000 kvadratmeter.
Til sammenligning skal Apples datacenter ved Viborg, som nu er ved at blive opført, nå op på 166.000 kvadratmeter, når det er fuldt udbygget.
Facebook har flere gigantiske datacentre i hjemlandet USA, men kun ét fungerende datacenter uden for USA. Det er placeret i Luleå i det nordlige Sverige, hvor der er adgang til billig energi og køling. Et andet er ved at blive opført i Irland. Et datacenter i Odense kan altså blive det kun tredje internationale Facebook-datacenter.
Hvor meget Facebook investerer i det nye datacenter er ikke kommet frem, udover at det vil være milliarder af kroner. De fleste af disse penge vil dog gå til 'indmaden' i datacentret, altså mange tusind computere og netværksudstyr.
Til pressemødet på Odense Rådhus vil også borgmester Peter Rahbæk Juel og rådmand Jane Jegind deltage.


