Gigantisk hackerangreb breder sig: Se, hvem der er ramt
Mærsk er langtfra den eneste virksomhed, som er under angreb af hackere.
Et cyberangreb af enorme dimensioner ramte tirsdag eftermiddag Danmarks største virksomhed, A.P. Møller-Mærsk, der fortsat kæmper med lammede it-systemer og havneproblemer.
Men Mærsk er langtfra den eneste virksomhed, som er blevet offer for angrebet med den såkaldte Petya-virus.
Ruslands største olieselskab Rosneft siger, at flere af dets servere er blevet ramt af det storstilede cyberangreb. Det samme gælder det russiske stålselskab Evraz.
I Indien siger medarbejdere hos Beiersdorf, der bl.a. producerer hudplejeprodukter af mærket Nivea, at cyberangrebet har ramt nogle af selskabets it-systemer.
Også britiske WPP, der er verdens største reklamebureau, oplyser, at computer-systemer i flere dele af koncernen formentlig er ramt af angrebet. Samme melding lyder fra det amerikanske lægemiddelfirma Merck & Co., det franske byggefirma Saint Gobain, det hollandske shippingfirma TNT Express samt tyske giganter som Deutsche Post og Metro, der begge er under angreb i Ukraine.
Netop Ukraine er i centrum for det globale hackerangreb. En lang række ukrainske banker, telefonselskaber og virksomheder, heriblandt den statslige strømdistributør, er ramt. Den internationale lufthavn i Ukraine oplyser ligefrem, at den kan opleve flyforsinkelser som følge af angrebet.
En talsperson for slikgiganten Mars bekræfter, at man også her er blevet angrebet af hackere. I Norge bekræfter myndighederne, at en international virksomhed er ramt - uden at man vil sætte navn på.
Angrebet med Petya-virussen er et såkaldt ransomware-angreb, der kan forårsage enorm ravage. Sådan et angreb låser computeren, krypterer filer og kræver løsepenge for at frigive filerne igen.
Denne type angreb rammer også ofte almindelige mennesker, som oplever, at hackere trænger ind på deres computere. Herefter får computerens ejermand eller -kvinde besked på at overføre penge til hackerne - typisk nogle tusinde kroner - mod at få deres filer igen.
Sådan ser angrebet ud, når en computer er blevet låst helt ned af hackerne:


