Danske Counter Strike-hold gennemgår kontroversielt ejerskifte
Det danske managementselskab RFRSH har overtaget ejerskabet af Counter Strike-holdene Astralis og Heroic. Modellen har flere gange mødt stor skepsis i esport-verdenen.
De danske Counter Strike-mandskaber Astralis og Heroic, der er henholdsvis nummer et og nummer 22 på verdensranglisten, er kommet på nye hænder.
De nye ejere er det ambitiøse managementselskab RFRSH, der indtil for blot få uger siden repræsenterede Astralis’ og Heroics kommercielle aktiviteter, uden de dog ejede aktier i esport-mandskabene. Med aktiemajoriteten træder RFRSH ind på et territorium, der længe er blevet mødt med både skepsis og kritik fra esportverden.
RFRSH’s administrerende direktør, Nikolaj Nyholm, bekræfter overfor esportssitet Dot Esports, at RFRSH nu tegner sig for en aktieandel på 55 pct. i Astralis og 80 pct. af Heroic.
Opkøbet sker blot få dage efter, at RFRSH kunne styrke sit finansielle fundament med en kapitaludvidelse på 53 mio. kr. hentet hos svenske Creandum, der også har investeret i blandt andet Spotify.
Ejerskabet af flere Counter Strike-hold har længe været på tale hos RFRSH, der allerede i april ytrede sig positivt om muligheden.
»Det ligger under vores model, at vi sammen med spillerne kan forhandle os frem til et medejerskab. Hvordan det skal gøres, vil være op til forhandling med det enkelte hold, men der ligger en mulighed i den måde, vi har sat det op,« lød det fra RFRSH’s kommunikationschef, Steen Laursen.
Flere parter har dog til gengæld ytret skepsis mod en model, hvor en organisation ejer flere esport-hold. Den amerikanske esportadvokat Bryce Blum udtalte i foråret til Finans, at ejerskab i flere hold kan medføre et »kæmpe problem«.
»Hvis en gruppe mennesker har direkte eller indirekte part i flere hold, der dyster mod hinanden på regulær basis, er der grobund for mistanke. Hvis frygten for matchfixing eller økonomiske interesser på kryds og tværs udbredes, er det i sig selv et kæmpe problem,« siger Bryce Blum, der er stifter og ejer af advokatfirmaet ESG Law.
Han bakkes blandt andre op af Danmarks Idrætsforbund (DIF), der endnu ikke er klar til at anerkende esport som en officiel sportsgren. En af grundene skyldes DIF’s bekymring for, at en organisation kan eje flere hold.
»E-sporten i Danmark er kommercielt styret af virksomheder alene og ikke demokratisk styret som vores andre idrætsgrene. Det strider mod vores arbejde mod matchfixing. Der er en virksomhed, der ejer flere hold, og det er dybt uansvarligt, at der ikke er styr på det,« lød det i maj fra DIF-formand Niels Nygaard til BT Sporten.
RFRSH blev lanceret i november 2016 med finansiel støtte fra venturekapitalfonden Sunstone og businessenglene Tommy Ahlers og René Rechtman. Sidenhen har selskabet etableret sig som en organisation, der blandt andet sørger for kommercielt management og sportslig udvikling af tre af verdens største Counter Strike-hold, der udover Astralis og Heroic tæller svenske Godsent.
Astralis og Heroic har siden foråret haft adresse på RFRSH’s adresse i Valby, hvor en stor del af træningen også finder sted.
Ifølge Dot Esports’ oplysninger er RFRSH også i forhandling med Godsent om at overtage aktiemajoriteten hos det svenske Counter Strike-hold, der ligger nummer 23 på verdensranglisten.
Det har endnu ikke været muligt for Finans at få en kommentar fra Nikolaj Nyholm eller RFRSH.

