I 10 minutter troede Skullclub, at Orange Scene var deres, men så tikkede en sms ind ...

Dette er en historie om kampen for det store gennembrud. Men det er også en historie om at blive narret. Og narre tilbage igen. Hvordan? Ja, det vil åbenbare sig.

Historien tager sin begyndelse en tømmermandsramt onsdag i Kolding i maj. På sofaen i sin lejlighed sidder Niels Deppe. Det er manden på billedet her:

En skægget 36-årig fyr. Oprindeligt er han uddannet pladehandler i en Fona-butik i Kolding, men i dag lever han af ... ja, det er tæt på umuligt at beskrive. Det er så langt fra alfarvej, at arkitekterne bag enhver fremdriftsreform vil få sure opstød og krympe sig i deres jakkesæt ved tanken.

Her er hans egen forklaring. Uredigeret:

»Jeg er manager for Skullclub. Det er et hold søsyge punkrockere fra Kolding, der er lige på nippet til at slå igennem i hele landet – vi er halvstore i Jylland, men nu begynder de at fatte det også i København. Når jeg ikke er manager, samler jeg penge ind til velgørenhed. Vi er to tosser, der samler penge ind til kræftsyge børn ved at køre gennem blandt andet Europa på knallerter. Vi er kørt fra Kolding til Paris og skal snart afsted på den femte tur. Så er jeg også frontfigur i Amish Camp. Det er en stor lejr på Roskilde Festival. Vi vandt konkurrencen ”Camp of the year” i 2016. Ja, vi er klædt ud som Amish-folk, og så hjælper vi rundt i de andre camps, kan man sige. Og så er jeg præsident for Turbo Jugend, det er en slags fanorganisation for mennesker, der følger det norske dødsmetalband Turbonegro. Vi er mennesker, der lever ret rock and roll og hjælper hinanden – en slags rock and roll-familie. Jeg rejser rigtig meget rundt i verden og besøger de andre medlemmer,« siger Niels Deppe.

Jeg ved, at jeg spurgte dig om, hvad du egentlig lever af, selv om det er temmelig uhøfligt. Men jeg er simpelthen i tvivl om, hvorvidt du har svaret på mit spørgsmål?

»Ha, ha, ha. Du er ikke den første, der ikke forstår, hvordan det kan lade sig gøre at leve mit liv, og jeg ved godt, at jeg lyder lidt høj i hatten, men Turbojugend er en slags livsfilosofi. Jeg bor meget i Mexico hos en ven, og der er da folk, som har troet, at jeg måtte være narkokurér eller sådan noget, men det er jeg altså ikke. Jeg lever bare sådan et mere frit liv end de fleste og går ikke op i biler og børn,« siger Niels Deppe.

Nahhh, tænkte han

Den 13. maj læste Niels Deppe på Facebook, at Roskilde Festival annoncerede, at Hugo Helmig »grundet personlige omstændigheder« havde aflyst sin tour – inklusiv sin koncert den 5. juli på Roskilde Festival. Niels Deppe, der netop havde lukket en aftale om en Skullclub-koncert med Jelling Festival, tænkte straks på bandet. En åbning? Skullclub burde springe til.

For tre år siden havde han sagt til bandmedlemmerne:

»Jeg skaffer jer et gig på Roskilde Festival inden for fem år!«

Siden da havde han tænkt i alle mulige smuthuller til at få bandet skubbet ind på Roskilde Festival. Ikke ligefrem på Orange Scene, men måske en af de andre. De tre år af de lovede fem år var gået.

Men nu var lejligheden der, tænkte han. Med den nyudgivne Skullclub-plade var der kommet fart på bookingerne. Skullclub burde være på nippet til at kunne spille på Roskilde Festival.

De havde netop varmet op for Dropkick Murphys på Vega. Måske bare et lille skub manglede. Derfor skrev han følgende besked på Roskilde Festivals facebookprofil under opslaget om Hugo Helmig. Ville det virke upassende? Naaaah, tænkte han og trykkede på ”Slå op”.

Et ventet opkald

Dagen derpå sidder Niels Deppe i sin sofa. Han har været i byen tirsdag aften. Det blev sent. Meget sent. Tømmermændene er voldsomme. Men så ringer mobilen. Han kender ikke nummeret, men tager den alligevel.

»Hej, du taler med Peter fra Roskilde Festivals musikbookning,« siger stemmen.

Der går et splitsekund, så begynder Niels Deppe at ryste over hele kroppen. Det er dagen. I DAG ER DAGEN. Han har ventet på dette opkald i tre år. Han rømmer sig. Med tilkæmpet ro svarer han:

»Det var fandeme på tide ...«

»Vi har siddet og lyttet til jeres musik,« siger bookeren og fortsætter:

»Vi så, at I skrev til os på Facebook, og vi synes, at det passer helt perfekt ind i programmet.«

»Det er jeg glad for at høre,« svarer Niels Deppe og bliver afbrudt af bookeren, der siger:

»Vi kan ikke love jer at spille på Orange Scene – bare for ikke at få dine forventninger op.«

Niels Deppe skynder sig at forklare, at det har bandet faktisk heller ikke lyst til. Mindre scener er fint med dem.

»Det, vi kan tilbyde jer, er, at I spiller i opvarmningsdagene, før festivalen går rigtigt i gang. Der afholder vi noget, der foregår på Skatescenen,« siger Peter fra Roskilde Festival.

Niels Deppe undrer sig lidt og spørger, om ikke den scene er nedlagt.

»Nej, nej, den er bare flyttet til et nyt sted,« forklarer Peter fra Roskilde Festival og fortsætter:

»Men prøv at høre – du skal sende en mail til ... har du noget at skrive med ....?«

Skatescenen, virkelig?

Niels Deppe løber som en vanvittig rundt i lejligheden. Han griber den dårligst fungerende kuglepen. Mailadressen får han, og den minder om den samme e-mailadresse, som han bruger, når han kommunikerer med festivalen om Amish Camp.

I mobilen siger Peter fra Roskilde Festivals musikbooking, at festivalen gerne vil betale for transporten af bandet fra Kolding.

»Okay, vil de ikke betale os for jobbet?,« tænker Niels Deppe undrende, men parkerer tanken.

Det kan han forhandle med dem om senere, nu handler det bare om at få lukket den aftale i en fart. Han skriver til forsangeren i bandet, mens han taler videre med bookeren i mobilen.

»Jeg fucking vidste det! Har I tid til at spille på Roskilde? – ring asap! Han forwarder mailen til trommeslageren.

Bookeren bøvler lidt med, hvilken dato Skullclub skal spille på Skatescenen.

»To sekunder ... jeg spørger lige en kollega,« siger bookeren og taler med en anden i lokalet.

»Det er lidt relevant for os at vide, for vi har en del gigs op til,« forklarer Niels Deppe, da bookeren vender tilbage til samtalen.

Han ender med at foreslå at lægge koncerten lørdag. Det passer perfekt.

Samtalen afsluttes. Niels Deppe lægger røret fra sig og går fluks i gang med at skrive en e-mail. Den aftale skal bare lukkes i en fart. Lige før han trykker ”afsend”, ser han ned på sin mobil. Der er kommet en sms.

Niels Deppe får den samme vammelhed i maven, som når man efter en tur i Netto kommer hjem og opdager, at man har glemt sin pung på posehylden ved rullebåndet. Netop da ringer forsangeren og siger:

» Hva’ så!?«

»Det var en joke,« svarer Niels Deppe.

»Hvad?« siger forsangeren.

»Jamen, det er ikke noget. Telefonfis,« svarer Niels Deppe.

»Er du sikker?« siger forsangeren.

»100 pct. sikker,« svarer Niels Deppe.

Det store sure æble

Niels Deppes tømmermænd er tilbage. Han sætter sig ned og skriver en besked i facebooktråden under Roskilde Festivals Helmig-opslag.

»Jeg skriver, at han alligevel skal have credit for at have udnyttet de informationer, som jeg har skrevet derinde. Faktisk er det en god joke,« fortæller han over mobilen fra Kolding.

Det er lettere at grine af i dag.

»Jeg er selv ret god til jokes, og nogle gange må man bare lige bide i det store sure æble – krak,« siger Niels Deppe og efterligner lyden af at bide i et sprødt, surt æble.

Du havde ikke lyst til at ringe til ham og råbe af ham?

»Nahh, jeg inviterede ham i stedet på en koncert, så han kan høre, hvad det er Roskilde Festival går glip af. Hey, det var jo en god joke,« siger Niels Deppe.

Jeg tror ikke, at jeg turde dukke op til en koncert efter at have snydt jer ...

»Det kunne han roligt gøre. Vi lokker ikke nogen i en fælde – vi er flinke nok, og det var en god joke. Men altså jeg har gemt hans nummer i min telefon. Han står under Jokede Med Skullclub På Roskilde Husk at Tage Hævn om Tre måneder.«

Men skal jeg ikke ringe til ham i stedet?

»Jo, god idé! Og jeg ved, hvad du skal sige ...«

Den, der ler sidst ...?

Jeg ringer op.

»Det er David ...«

Hej David, mit navn er Jamilla Sophie Alvi. Jeg ringer fra Jyllands-Postens kulturredaktion. Jeg er i gang med at skrive en lille historie, som du er en stor del af faktisk ...

»Okayy ...?«

Kan du huske, at du prankede (engelsk for udøvede en narrestreg, red.) Skullclub for nyligt? Det har jeg fortalt Roskilde Festival om, og nu skal du høre! Det har rent faktisk ført til, at de nu har inviteret bandet til at komme og spille på festivalen – altså ikke en stor scene – men i opvarmningsdagene. Hvad siger du til det? Det er jo faktisk din fortjeneste.

»Er det rigtigt? Hold kæft hvor fedt!«

Hvordan har du det lige nu?

»Jamen, jeg har det skidegodt med det.«

Okay, men det er faktisk løgn. Det er bare en prank. Hvordan har du det nu?

David, der hedder Otzen til efternavn og er 21 år og fra Hvidovre, griner. Han ringede til Skullclub, fordi han spillede et spil med en ven, hvor taberen skulle pranke bandet.

»Og jeg tabte spillet, så .... men bagefter fik jeg det lidt skidt med det, og så sendte jeg den sms. De er faktisk ret søde og har inviteret mig til en koncert, men jeg sagde nej tak. Det er ikke lige min musiksmag, og mine venner ville ikke med. Måske er de bange for, at det er et baghold.«

Det tror jeg ikke, du skal være bange for. De virker meget flinke..

»Hvis jeg kan få en ven overtalt, gør jeg det. Det er ikke første gang, at jeg har lavet telefonfis. Og jeg gør det måske nok igen. Men ikke med folks allerstørste drøm. Det gør jeg ikke igen.«

Epilog

Roskilde Festival offentliggjorde den 22. maj, at musikeren Hans Philip indtager den ledige plads i programmet og spiller på Arena fredag den 5. juli kl. 19.

Ifølge programchef Anders Wahrén får bookerne altid henvendelser, når de må melde en aflysning ud uden at have erstatningen klar, for der er jo nogen, der øjner en chance.