Partifæller blev effektivt siet fra, da Socialdemokratiet skulle reddes tørskoet i land efter Besættelsen
Med en målrettet udrensning af lidt for tyskvenlige partikammerater under Besættelsen fik Staunings efterfølgere placeret sig på den rigtige side af historien. Den unge Jens Otto Krag sprang selv fra i sidste øjeblik. Fremragende afdækning i ny bog.
Kridtstregen har siden i hvert fald Erik Aalbæk Jensens store roman af samme navn været et symbol på den vanskeligt håndtérbare grænse under den tyske besættelse mellem standhaftighed på den ene side og kollaboration på den anden.
Arne Hardis har i flere sammenhænge været optaget af denne kridtstreg, og det er også den, det handler om, i denne stærke bog. Han skriver det selv præcist ud: »Besættelsestiden (…) fascinerer fortsat på grund af de evige spørgsmål om den rette dosering af tilpasning og modstand.«
De fem forbandede år bliver vi aldrig færdige med, og når der bidrages så interessant og veldrejet som hos Hardis, er der vel håb endnu; selv i en tid, der gerne kaldes historieløs.
For 20 år siden skrev Hardis – til daglig journalist på Weekendavisen – om forfatterforeningens såkaldte æresret, hvor den Moskva-tro kommunist Hans Kirk som drivende kraft gjorde sig til dommer over besættelsestidens medløbere og nazister blandt danske forfattere. 26 blev udrenset.
Denne gang er Hardis gået et par cru op. Nu handler det om, hvordan det kongelige danske socialdemokrati, grupperet omkring ikonet og landsfaderen Thorvald Stauning, håndterede de partifæller, der trådte over kridtstregen; om det så kun var med en storetå.
