Embedsmænds selvros i Britta Nielsen-sagen fylder meget i svag bog
Der kommer ikke noget nyt på bordet, når to opryddere i sagen om Britta Nielsen tager læseren med ind bag kulisserne i bogen ”Et år med Britta Nielsen”. Få en gratis lytteprøve i anmeldelsen.
Man kan roligt sige, at sagen om Britta Nielsens spektakulære tyveri af 111 mio. kr., som skulle være givet til landets svageste, er blevet vendt og drejet.
Derfor skal – endnu – en bog om Britta-sagen virkelig komme med noget nyt for at være spændende. Lad det være sagt med det samme: Bogen ”Et år med Britta Nielsen” af Emil Herskind og Arne Hauge Jensen, to af de mest centrale opryddere i Socialministeriet, leverer ikke rigtigt varen.
Fortællemæssigt er det mærkværdigt, at de to forfattere skifter mellem at skrive distanceret om sig selv i tredje person og så helt intimt i jegform. Mere problematisk er det, at de to embedsmænd bruger usædvanligt meget plads på virkelig meget selvros. Her burde en redaktør have bedt dem skrue lidt ned for charmen.
Herskind og Hauge Jensen har utvivlsomt indtaget en både central og dygtig hovedrolle, da Britta-sagen begyndte at rulle. De blev sammen betroet opgaven med diskret at finde ud af, hvor omfattende svindlen var. Da de overtog opklaringen, fik de at vide, at det formentlig drejede sig om 3,5 mio. kr. Kort efter vidste de, at det tal skulle mangedobles.
