Hulahopringe og tanker om døden

Man skal have en vis kunstnerisk pondus, hvis man udstiller i Gl. Holtegaards imponerende barokpark. Være i stand til at komme med et modspil til den snirklede labyrint af kunstfærdige bede og den overordnede symmetriske og gennemført musikalske konstruktion.

Lilibeth Cuenca Rasmussen har præcis dette.

Såvel i sine performances som i sine mere skulpturelle og installatoriske værker afslører hun en sans for drama, patos og temperament.

Vi skal alle dø en dag

Til denne udstilling fokuserer hun specielt på ét element i den barokke verdensopfattelse: tiden. Selv i de mest spektakulære udfoldelser af pragt og rigdom, i monumentale altertavler eller i malerier af de mest udsøgte luksusgenstande lurer døden. Det kan være i form af et væltet vinglas, et slukket stearinlys eller larver og biller, der gnaver i lækre frugter. Alt sammen for i symbolsk form at demonstrere, at vi alle skal dø en dag. At livet på Jorden er kort.

Lilibeth Cuenca Rasmussen har valgt timeglasset som symbolsk repræsentant for barokken. I centrum af Gl. Holtegaards park har hun fået placeret et legemsstort et af slagsen, elegant og håndpustet. Der er dog en markant forskel. Hendes timeglas er roterbart og publikumsinvolverende i den forstand, at man kan dreje det, som man lyster. Et forhold, der leder tankerne væk fra barokkens dødsfikserede baner hen imod noget legende og, hvad tiden angår, fra en lineær tidsopfattelse hen imod en cirkulær.

Den cirkulære tidsopfattelse

Det legende og det cirkulære er i det hele taget nøgleord i denne udstilling. Timeglasset står på en cirkulær forhøjning og er omgivet af runde bede og stier. Rundtomkring – og meget tro mod kunstnerens kreative tilgang til sin metier – ligger hulahopringe, som det står enhver frit for at benytte. Ringene går igen i en videoinstallation opstillet i et bed længere oppe mod hovedhuset. Optaget med en drone og holdt i sort-hvid ser vi en hulahopkunstner (Danmarks eneste professionelle) bevæge sig rundt med en eller to ringe roterende fra hoften eller armene. Videoen er filmet om vinteren, og spredte klynger af sne og et spøgelsesagtigt lysende træ giver en dramatisk effekt til den syv minutter lange film, der har en nærmest hypnotiserende virkning.

Med få, men nøje gennemtænkte og raffinerede virkemidler er det lykkedes Lilibeth Cuenca Rasmussen at skabe en udstilling, der sætter Vestens lineære tidsopfattelse op imod hinduismens og buddhismens cirkulære. At hun gør det med sin sædvanlige blanding af alvor og leg, gør bestemt ikke oplevelsen mindre.