Anmeldelse: Inciterende videoinstallation er kompliceret at navigere i

Det første, jeg registrerer, da jeg nærmer mig Kulturhuset med tilhørende kunstmuseum i Randers, er, at bygningen er indhyllet i krydsfinerplader. Jeg havde selvfølgelig rent glemt, at konstruktionen er under en omfattende renovering, men jeg burde kende vejen til Randers Kunstmuseum, og det lykkedes mig da også at finde den provisoriske indgang i husets bagside.

Jeg finder vej op til kunstmuseet af en uvant vej, og vanens magt er indiskutabel. Således mister jeg i nogen grad orienteringssansen, men finder ikke desto mindre vejen til Randers Kunstmuseums rum for skiftende udstillinger.

Tilbage i mørket med et lyst sind

Jeg føler en omgående træthed, da jeg bevæger mig indenfor, hvor jeg først og fremmest bliver mødt af et ret enerverende musikalsk intermezzo, som jeg har svært ved at slippe, i flere timer efter at jeg har afsluttet mit besøg på udstillingen ”Tidevand”, der fremstiller en egentlig tredelt videoinstallation, som dog – bliver jeg bekendtgjort af museets direktør, Lise Jeppesen – skal ses i et samlet perspektiv.

En kædedans af et ikke nærmere defineret men voksende antal kvinder udgør den visuelle del af scenariet. Jeg vil gerne erkende, at jeg føler mig lidt irriteret over netop denne del af synopsen, og jeg bevæger mig straks videre ind i det næste rum, hvor fire generationer i et svært definerbart forløb fortæller om deres forhold til at være barn samt moderskabet som en eksistentiel størrelse. Et godt råd til den potentielle udstillingsgæst: Ifør dig de vedlagte hovedtelefoner og undgå på den måde støjen fra installationens øvrige enheder.

»Don’t criticize what you can’t understand,« synger Bob Dylan på klassikeren ”The Times They Are A-Changin”. Jeg er tæt på at følge troubadourens råd og forlader for en stund udstillingen.

Jeg vender dog tilbage til mørket iført mit lyse sind, og med ét åbner forestillingen projekteret op på væggene sig for mig. Kædedanserne er erstattet af en scene med kroppen af en gravid kvinde, som forvandler sig til et forrevet landskab. Senere optræder en kvinde med æg hængende ned ad kroppen. Ægget er et tilbagevendende tema i installationen.

En dis af mystik i sort-hvid

Jeg begynder at forstå dele af et koncept, som jeg til en indledning havde svært ved at navigere i, og muligvis har jeg ikke knækket nogen som helst kode, men jeg vælger ikke desto mindre at se udstillingens titel som en frekvens, der modsvarer et livsforløb. Jeg lytter koncentreret til de fire generationers udsagn, hvilket skaber en opløftende og sanselig sindstilstand hos mig. Kædedansen er i gang igen i det forreste rum, kan jeg høre, da jeg lægger hovedtelefonerne, og jeg går ikke uanfægtet ud af udstillingsområdet. Hvordan jeg nu skal definere denne påvirkning, er straks vanskeligere.

Jeg har gennem de seneste år fulgt Katja Bjørn og hendes værker ret tæt, og ofte spiller symboler en stor rolle hos kunstneren. Fortællingerne kan være mere eller mindre umiddelbare, men de er ofte indhyllet i en dis af mystik. Således kan man også iagttage ”Tidevand”, der dukker frem som en sort-hvid urskov af mere eller mindre aflæselige sindbilleder.

Udstillingen er udfordrende og kræver sit af beskueren. Ikke desto mindre vil jeg anbefale, at man ved selvsyn tager en iagttagelse på en højrøstet, men absolut ikke uspændende og ganske inciterende totalinstallation i et scenisk mørke på Randers Kunstmuseum.