Er der en Freud til stede?
Fede Alvarez overtager træfsikkert "Alien"-stafetten med en film, der er ligeså fængslende, som den er væmmelig.
Har man først sagt ”I rummet kan ingen høre dig skrige”, ved de fleste filmelskere, hvor man befinder sig. For siden Ridley Scott med ”Alien – den 8. passagerer” fra 1979 med en fænomenal Sigourney Weaver i front satte standarden for dyster science fiction i rummet kombineret med horror af den vældig kropslige slags, har ”Alien”-filmserien både testet vores grænser og markeret sig som en af de mest sejlivede filmserier nogensinde.
Det er bestemt ikke alle af de nu otte film, der er lige gode. De fire oprindelige, der har så forskellige instruktører som førnævnte Scott, James Cameron, David Fincher og Jean-Pierre Jeunet, har nok dannet et solidt, men broget bagtæppe for de efterfølgende fortolkninger, der af og til har nærmet sig bevidstløs duplikation og højtravende pseudoeksistentialisme.
Men heldigvis ikke i ”Evil Dead”-instruktøren Fede Alvaraz’ både forfriskende og loyale greb om filmserien.
