Endnu en historie om overklassens utilstrækkeligheder
Vi behøver ikke flere serier til at minde os om, at overklassen ikke har det så ulideligt let, som man kunne tro.
Overklassen har det slet ikke så let. Dét synes at være et storslået tema i tiden. Eller i hvert fald et tema for Susanne Bier, og det er ikke entydigt godt.
Bier er aktuel på Netflix med dramaserien ”The Perfect Couple”, fire år efter hun hudflettede den privilegieblinde Manhattan-elite i ”The Undoing”.
Begge serier udstiller, hvordan de latterligt velhavende ofte bruger andre mennesker for egen vindings skyld og behandler dem som andenrangsborgere i en verden, der favoriserer de få.
Den slags fortællinger kan godt udfoldes vedkommende som i ”Succession” og ”The White Lotus”, hvor velstanden konsekvent serveres med en bitter eftersmag og en nådesløs hudfletning af ulighedens undertrykkende konsekvenser. Så har vi at gøre med tv-serier, der sætter sig som en splint i vores samtid og får os til at reflektere.
Når de rammer ved siden af, efterlades vi forblændede af luksuslivets glamour, men i øvrigt komplet utilfredsstillede.
Den nye Netflix-serie ”The Perfect Couple”, der er baseret på Elin Hilderbrands bestseller af samme navn, er skabt af Jenna Lamia og instrueret af Bier og placerer sig desværre i sidstnævnte kategori. For historien om den tilsyneladende perfekte familie på dens perfekte landsted i det perfekte velhaverparadis Nantucket er en så fortærsket om end skinnende lækker kliché, at det er meget vanskeligt at mobilisere interesse for projektet.
Hverken fugl, fisk eller midtimellem
Ligesom ”The Undoing” har ”The Perfect Couple” Nicole Kidman i front, og få i dagens Hollywood kan spille glatte overklassekvinder som hende. Men heller ikke her får Kidman tilstrækkeligt at arbejde med og svigtes på det groveste af både manuskript og instruktion, der lader til at stille sig tilfreds med at dyrke hendes kølige, utilnærmelige skønhed.
Kidman spiller den centrale rolle som matriarken Greer, der har giftet sig til formue og prestige ind i familien Winbury. Hendes mand Tag, der spilles af Liev Schreiber, rører ikke en finger, men pusler med sin båd og ryger sig skæv fra morgen til aften.
Greer selv derimod har en flyvende karriere som romanceforfatter, og netop det melodramatiske aspekt fra hendes bøger om drømmeparret Dash og Dolly ville være en oplagt nøgle til at forstå ”The Perfect Couple”. Men fordi serien aldrig giver sig helt hen til hverken melodramaets trivielle overdrev eller til thrillerens tyngde, efterlades dette potentiale koldt, og fordi ”The Perfect Couple” ikke varedeklareres som komedie, må man gå ud fra, at de komiske, næsten latterlige, elementer er utilsigtede.
Tilbage står man med et bombastisk drama, der hverken er det ene eller det andet.
Oceaner af hemmeligheder
Hele familien Winbury samt entourage er samlet til bryllupsweekend. Den mellemste søn Benji har fundet sin udkårne Amelia og skal giftes. Det går selvfølgelig ikke stille for sig, når overklassen fester, og det gør det bestemt heller ikke her. Amelia, spillet af irske Eve Hewson, stiller sig trodsig over for familiens konventionelle koder, som den anden svigerdatter Abby for længst har lært at tilpasse sig. Men Benji er forelsket til op over begge ører og overser alle faresignaler.
Aftenen før den store fest går alt imidlertid galt. Amelias veninde, influenceren og partypigen Merritt, findes nemlig død på stranden den efterfølgende morgen, og det står hurtigt klart, at det ikke skyldes en ulykke. Merritt er blevet myrdet.
Men ingen andre end Amelia er tilsyneladende interesseret i at få opklaret sagen. Greer forsøger at opretholde facaden og lade som om, alt er normalt, så hun kan få promoveret sin kommende bog, men skeletterne vælter ud af skabet, i en grad at det er umuligt at lade som ingenting.
Alle har et motiv
”The Perfect Couple” er en whodunnit af den slags, hvor morderen kan være hvem som helst. Alle har tilsyneladende en personlig grund til at ville ønske Merritt six feet under. Men myriaden af motiver gør plottet i ”The Perfect Couple” ulideligt anstrengt, og man spørger sig selv, hvorfor man skal blive ved med at følge med i disse karakterers forlorne liv, og ved afslutningen af seriens næstsidste afsnit, som er det, pressen har haft til rådighed, er man fuldkommen ligeglad med, hvem morderen måtte være.
Det eneste, ”The Perfect Couple” for alvor har kørende for sig, er skuespillerne, hvor Kidman, Schreiber og Hewson bare udgør en lille håndfuld. Vidunderlige Meghann Fahy, som spillede Daphne i anden sæson af ”The White Lotus”, er uimodståelig som Merritt, og Dakota Fanning er perfekt som sammenbidt svigerdatter, ligesom Isabelle Adjani har en herlig, campet birolle som den franske forbindelse Isabel Nallet, der har et hemmeligt forhold til den ældste søn.
Men ak, det er ikke nok til at redde ”The Perfect Couple”, der desværre er langt fra at være en perfekt serie.
