Årgang 2023 og 2024 er som nat og dag i Bourgogne. 2023 er generøs ud over det sædvanlige. Faktisk en af de mest givende årgange i mands minde. Der er meget vin at sælge, mens årgang 2024 bliver et helt usædvanligt magert år. Så vil man sædvanligvis prøve at sætte priserne op, men priserne på bourgogne er i forvejen steget så meget, at markedet er begyndt at sige stop. Hvad der før var uopnåelige allokationer, titter nu frem rundtomkring, fordi de ikke har kunnet sælges.
Bevares, alting er stadig umuligt at købe, eftertragtet og helt oppe i skyerne, men der er små tegn på, at en boble måske er ved at briste. Det lader sig dog ikke aflæse på restauranterne, hvor størstedelen af vinene som regel er fra Bourgogne – formodentlig fordi kunderne efterspørger det. Eller fordi for få sommelierer vover sig ud i nye områder. Eller begge dele.
Barsk på hver sin måde
Dagens emne er vinene fra Volnay og Pommard. De behandles under ét, fordi de er naboer og på sin vis også beslægtede; lidt mere rustikke i udtrykket end det, man normalt forbinder med Bourgogne. Pommard er mandhaftig og barsk, Volvay mere feminin og spids på den med en del syre og urter.
Sagt helt helt generelt, for hvad enten Bourgogne-bønderne vil indrømme det eller ej, så er der jo også masser af teknik her.
Hvis Pommard lå længere nordpå, ville det være Gevrey-Chambertin, skriver Jasper Morris i i referenceværket ”Inside Burgundy”, og det er en rigtig betragtning. De kan minde om det, men Pommard-vinene er mere tanniske og hårdere i filten. Når de er gode, er de virkelig gode, men det er de så først efter 10 år eller mere i kælderen, og ikke mange har tålmodighed (eller kælderplads) til at vente så længe. Det er derfor ikke for meget sagt, at det er umoderne vine. Og bevares, man kan da sagtens finde eksempler på vine, der kan drikkes unge, men så er de netop ikke de bedste vine. Eller de mest typiske.
Volnay ligger højere end Pommard, og vinene herfra er lettere. I gamle dage (i 1700-tallet) så lette, at de ofte fremstod transparente og lignede rosévine. Det gør de ikke mere, selv om man med tidens hang til de helt lette vine måske godt kunne forestille sig, at en producent eller to ville forsøge sig med at skrue tiden tilbage. Der er nostalgi i tiden, også i vinens verden, for nostalgi er storytelling. Andre går andre veje, sætter fad på drengen og satser på at sælge til mere slikne kunder.
Hverken Volnay eller Pommard hører altså til de mest prestigiøse appellationer i Bourgogne. Der er ingen grand cruer her, selv om nogle mener, at der burde være det. Det kan man mene, men det sker der ikke noget ved; det er, som det er, og der er ikke mere jord, end der er. Det er jo Bourgogne.
