Fortsæt til indhold

Konfus gammel dame eller oldemorder? Både familie og politi er i tvivl

Anna Emma Haudals krimi- og familiedrama "Generationer" fortæller spændende om familiehemmeligheder, men fortaber sig i de enkelte karakterers generationelle problemer.

Alice Bier Zandén spiller Marthas barnebarn Ann-Sophie, der har kæmpet i flere år for at blive gravid og er meget uforstående over tanken om at slå sit eget barn ihjel. Foto: Valdemar Cold Winge Leisner
Weekend

Da to kriminalbetjente banker på hos 87-årige Martha, er det egentlig blot for at få adgang til hendes loft.

Under en renovering i lejlighedskomplekset på Frederiksberg er der nemlig fundet et mumificeret spædbarnslig. Det skal naturligvis efterforskes. Men den sag bliver overraskende enkel, da Martha over den kaffe, hun insisterer på at servere, tilstår mordet på barnet.

Er der tale om en senil dame, der bare gerne vil have opmærksomhed og ikke ved, hvad hun siger? Eller er Martha virkelig, som en formiddagsavis siden døber hende, en koldblodig »oldemorder«?

Ulla Henningsen spiller Martha på en uudgrundelig måde, som gør både seeren og hendes familie usikre på hendes skyld. Hendes ældste barnebarn, Rikke, er advokat og tager sagen som sin mormors forsvarer. Hun hidkalder sin mor og lillesøster fra Jylland, og snart er familien samlet om denne ret usædvanlige familiebegivenhed.

Martha består lægens demenstest med glans og insisterer på, at hun fødte barnet, slog det ihjel og gemte det på loftet. Til familiens frustration nægter hun dog at forklare situationen yderligere. Til gengæld insisterer hun på at holde en begravelse for barnet, hvilket bliver en temmelig akavet familiefest.

Hver generation har sit problem

Krimiplottet sætter skub i de eksisterende familiekonflikter og er således først og fremmest en anledning til at skildre fem kvinder fra hver deres generation og deres mere og mindre komplicerede indbyrdes forhold.

Marthas datter Tina, spillet af Anette Støvelbæk, følte sig svigtet i sin barndom og er den i familien med mindst medlidenhed med den mordsigtede gamle dame. Hun er flyttet til Jylland og ser sin mor så lidt som muligt.

Forsvarsadvokaten Rikke (Rikke Eberhardt Isen) får sin sag for, da hendes mormor tilstår et spædbarnsdrab. Foto: Valdemar Cold Winge Leisner

Hendes døtre, Rikke og Ann-Sophie, er tættere på deres mormor, men er først og fremmest optaget af deres egne familieliv. Rikke er kørt død i sin kernefamilie med to børn og et hus med skimmelsvamp og søger spænding udefra, mens Ann-Sophie efter flere års kamp endelig er blevet gravid. Endelig følger vi også Tinas eksmands datter, Lea, som går i gymnasiet og bliver udsat for hævnporno.

Sidstnævnte er eksempel på, at hver generation bliver portrætteret lovlig skematisk ud fra alderssvarende problematikker: hævnporno for teenageren, fertilitetsudfordringer og utroskab for kvinderne i 30’erne og 5G-paranoia og klimabekymring for den 60-årige. I sig selv spændende emner, men også for mange til én serie, der samtidig handler om et spædbarnsdrab.

Forklaringen lader vente på sig

Jeg er langt mere interesseret i at lære mere om Marthas historie og bevæggrunde for at slå sit barn ihjel end at se Rikke få smæk af sin elsker. I modsætning til filmen ”Pigen med nålen”, der pudsigt nok også handlede om spædbarnsmord, får vi i løbet af seriens tre første afsnit nemlig hverken nogen psykologisk forklaring eller samfundsmæssig kontekst på den tragiske hændelse.

Serien er mest interessant, når den tager fat i kvindernes indbyrdes konflikter og den måde, de spejler hinanden på. F.eks. når Ann-Sophie, der normalt er sin mormor hengiven, vredt protesterer over Marthas ønske om at synge vuggevisen ”Solen er så rød, mor” til begravelsen af et barn, hun selv har slået ihjel – og dermed ødelægger sangen for hendes eget kommende barn.

Martha (th.) siger farvel til det spædbarnslig, hun påstår selv at have slået ihjel. Foto: Valdemar Cold Winge Leisner

Seriens skaber, Anna Emma Haudal, stod bag den populære DR3-serie ”Doggystyle” fra 2018, der også lige skulle finde sit fokus, før den til gengæld blev glimrende. Jeg håber, at det samme gælder ”Generationer”, som virkelig har potentiale til at folde sig ud til et vedkommende familiedrama.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Film og serier